»Hvordan er fortabelsen?«

Det er tungt og ubehageligt at tale om fortabelsen. Hvis ikke man har det sådan, så har man ikke forstået alvoren.

”Er fortabelsen ikke outdated, og i stedet et udtryk for en kristendom, der vil tryne moderne mennesker?” Sådan spørger mange. De kan have ret i, at der findes folk, som har brugt ”helvedes-forkyndelse” til at undertrykke andre. Desværre! Men at fortabelsen er blevet irrelevant, er i bedste fald en løgn, og i værste fald med til at udvande evangeliet og dermed hele den kristne tro.

Ild og horn i panden

I tegnefilm er Djævelen ofte en fyr med horn i panden, som bor i Helvede, hvor der lugter af røg og er vildt varmt. Men er det sådan fortabelsen er?

Bibelen er ikke særlig konkret når det kommer til hvordan fortabelsen er. Ligesom den faktisk heller ikke siger særlig meget om, hvordan Den nye Jord er. Så det vi primært kan og skal vide er, at fortabelsen ikke er et rart sted at være, mens Den nye jord er helt fantastisk (Åb 21,9-27).

Det med ild og flammer er dog ikke grebet ud af den blå luft. I Bibelen kan vi f.eks. læse, at Helvede er ”den uudslukkelige ild” (Mark 9,43), ”den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25,41) eller ”søen, der brænder med ild og svovl” (Åb 21,8). Det fører tankerne hen på den måde, Guds vrede omtales på i Det gamle Testamente, hvor ild og svovl er billeder som går igen (se bl.a. Es 66,15-16; Mal 3,19; 1 Mos 19,24). Og Helvede er også der, hvor Guds vrede viser sig allertydeligst, for dér straffes de mennesker, der ikke tror på ham, og som dermed lever i synd og ondskab (Matt 5,29; 18,9; Luk 12,5). Det er altså ikke Djævelens rige, som det f.eks. bliver fremstillet på kalkmalerierne i middelalderkirkerne. Tværtimod vil Djævelen blive straffet i Helvede, som vi læste fra Matt 25,41 lige før. Helvedes største rædsel er fraværet af Gud.

Det mest sikre vi kan sige om hvordan fortabelsen er altså, at det er fravær af Gud. Ild og flammer er først og fremmest noget der er skrevet, for at vi skal forstå alvoren og ubehaget i dette forfærdelige sted, og ikke nødvendigvis en konkret beskrivelse af stedet.

Evig pine?

”Hvis fortabelsen er et sted der er forfærdeligt at være, så må der da være en begrænsning på hvor længe det varer!”. Sådan kunne jeg have lyst til at sige, og der findes også teologer, som ellers ønsker at tage Bibelens ord bogstaveligt, som gør det. Men særligt to ting gør det ikke muligt for mig, at mene sådan:

1. Bibelen taler om fortabelsen som en evig straf: Matt 25,46 og Åb 20,10.

2. Når Helvede er udtryk for Guds straf, så bliver det alvorlige pillet ud af troens afgørende rolle, hvis man bare forsvinder, når man går fortabt, som andre religioner og ateister siger.

Derfor er fortabelsen desværre noget, der varer ved, ligesom livet på Den nye Jord er evigt.

Det er tungt og ubehageligt at tale om fortabelsen. Hvis ikke man har det sådan, så har man ikke forstået alvoren. Men det er også nødvendigt at forholde sig til, hvad fortabelsen er, fordi det viser os, hvor afgørende det er at tro på Jesus, som ham, der har gjort det muligt at undgå fortabelsens gru. På dén måde kan selv Helvede pege hen på Kristus, på sin egen bagvendte måde.

 

Litteratur: ”Fortabelsen”, Harald Hegsted, Credo 1994