Lars Nielsen er fra Sønderjylland. Han er uddannet landmand og er med i LMU's landsbestyrelse
Jesus betyder rigtig meget for mig. Og jeg vil gerne fortælle dig om hvorfor
Jesus betyder ALT for mig!
Beklager, hvis det lyder som en kliche, men Jesus betyder virkelig alt for mig. Det gør han, fordi jeg har lagt mit liv – både her på jorden og livet efter døden – i hans hænder. Jeg stoler på, at Jesus har levet det liv, jeg skulle have levet og taget den straf, jeg havde fortjent.
Jeg ville gerne kunne fortælle dig, at hvis du også lægger dit liv i Jesu hænder, så stopper al modgang, og livet bliver nemt og sorgløst. Men det ville være løgn.
Jeg har til gængæld erfaret noget, der er meget mere værd. I Jesus har jeg en ven, og ikke en hvilken som helst ven: En ven, der kender mig fuldt ud. Både mine gode og dårlige sider. Han kender det hele, og alligevel elsker han mig. Når han kender mig så godt, betyder det, at jeg kan være 100 % ærlig overfor ham.
Jeg kan komme og fortælle ham om alle de ting, jeg har gjort forkert, og alt det rigtige jeg burde have gjort, og han vil tilgive mig. Jeg kan fortælle ham, hvordan jeg har det. Han kan tåle at høre sandheden, lige som den er. Han bliver ikke flov og får berøringsangst. Nej, Jesus har selv været menneske, han har oplevet at blive svigtet, han er blevet bagtalt, hånet, gjort til grin, pisket og korsfæstet. Han har oplevet alle de smerter, vi mennesker kan udsættes for. Derfor kan jeg ikke fortælle ham noget, han ikke kan forstå.
Jo, Jesus betyder alt. ALT.