»Åndelig fattigdom«

Grunden til, at det er velsignet og lykkeligt at være fattig i ånden, er, at man har erkendt sin afhængighed i Jesus.

Jesus siger i sin berømte bjergprædiken: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.” (Matt 5,3) Ordet ”salig” betyder velsignet eller lykkelig og er vel nærmest den direkte modsætning til vores forståelse af at være fattig. Det er vel ikke lykkeligt at være fattig?!

Men i Guds rige er der vendt op og ned på status og værdier. De fromme farisæere, som kunne prale af stor religiøsitet, er den gruppe, Jesus anklager hårdest. Og samtidig læser vi mange steder, at Jesus var ven med syndere. Jesus siger også, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige (Mark 10,25).

Det perfekte kræves

Man skulle tro, at det så var blevet et plusord at være fattig og ikke-religiøs, for så er man på Jesu side. Men så nemt er det ikke, for blandt Jesu tilhængere var der både rige og fattige, religiøse ledere og syndere. Hvad der er afgørende er ikke mængden af religiøsitet eller penge, men den fundamentale erkendelse af, at uanset hvor lidt eller hvor meget jeg har, så er jeg dog i virkeligheden fattig. Selv den mest åndelige religiøse leder man kunne forestille sig, er fattig i mødet med Jesus, for dér kræves det perfekte. Senere i bjergprædikenen siger Jesus: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48).

Grunden til, at det er velsignet og lykkeligt at være fattig i ånden, er, at man har erkendt sin afhængighed i Jesus. Alle er i virkeligheden fattige i ånden ifølge Bibelen, fordi ingen af os evner at møde Gud, sådan som vi er. De lykkelige er dem, som indser dette og vender sig til Jesus, for de skal arve Himmeriget, hvilket betyder, at de skal blive en del af Guds familie, som en dag skal se Gud ansigt til ansigt i det nye paradis.

Et moderne babelstårn

Vores problem som mennesker er, at vi absolut ikke har lyst til at være åndeligt fattige. Vi vil gerne have kontrollen over vores liv. For nogle handler det om at kende Bibelen fuldstændigt, så man føler, at man har styr på kristendommen, mens det for andre kan handle om ”holde styr på” big-bang teorien eller spirituelle kræfter. Grundlæggende har vi som mennesker en trang efter at holde styr på vores liv uafhængigt af Gud. Vi vil gerne have det til at se godt ud, også når det handler om vores religiøse liv. Der bliver lagt utroligt mange kræfter i at have en flot og moderne kirke, et fedt lovsangsband, en flot formuleret liturgi og medrivende prædikener. I virkeligheden kan det ende som et moderne Babelstårn, der skal få os til at blive guder i vores eget liv. I vores stræben efter religiøs perfektion glemmer vi, at det aldrig har været Jesu budskab, at de kristne selv skal skabe deres religiøse rigdom.

For den salige er ikke den, der har styr på sit liv, sin religion eller sin økonomi, men den som har lagt sit liv i Jesu hænder i erkendelsen af, at det er ham, der har styr på det. Mon ikke et af formålene med at være kirke er, at vi skal minde hinanden om vores afhængighed af Jesus i stedet for at få det hele til at se så perfekt ud?