»Det kristne fællesskab«

Hvorfor synes Gud, at det kristne fællesskab er vigtigt for mig?

Da man kunne skrive tusind tykke bøger om det kristne fællesskab, bliver denne lille artikel selvsagt blot nogle pin-points. Det er vigtigt at understrege, for man kan ikke læse én artikel, og så være færdig med så stort og kompleks et emne.

Når jeg selv tænker på det kristne fællesskab, kredser det ofte om spørgsmålet: “Hvorfor synes Gud, at det er så vigtigt for mig?”. Jeg vil give tre grunde:

1. Gud er selv fællesskab, og han elsker det, og derfor ønsker han det samme glædelige for os. Gud er en treenig Gud, som har fællesskab med sig selv (Joh 17,22), og Jesus siger, at han ønsker vi også skal have samme gode fællesskab med hinanden.
   
   
2. Det er Satans taktik, at få os til at tro, at vi kan klare os selv. Satan arbejder for det der er Gud imod, og Gud har sagt det ikke er godt for mennesket at være alene (1 Mos 2,18), og netop derfor er det hvad Satan forsøger at narre os til. Det kristne fællesskab er givet af Gud, fordi det er godt for os, og fordi det er et værn mod Satans snigløb.
   
   
3. Kristne har alle dage samlet sig i grupper, for sammen at prise Gud og holde ud i kampen her på jord. Det samme gælder for os i dag. De første kristnes respons på evangeliet var ikke at lukke sig inde i et kælderrum og bede i ensomhed, men at samle sig i grupper og lovprise Gud for hans herlige frelse (fx ApG 2,44-47). Dette tredje punkt hviler på de to første, men det er med til at sige noget om vigtigheden af fællesskabet: det er simpelthen den naturlige respons på evangeliet!

Hvad kan man så sige om det praktiske kristenliv? Mange ting, naturligvis, men jeg - igen - vil tage tre ting frem:

1. “Unity is not uniformity” (enhed er ikke enshed), har en teolog sagt. Vi er meget ens i LMU, og det kan indirekte skabe et pres på mange. Men vi skal give plads og rum for forskellighed, også den ekstreme! Til goth-typer, hippier, unge mødre, etc. Vores enhed i Kristus, betyder ikke at vi skal være ens på alle punkter. Og når alle kristne har brug for det kristne fælleskab, bliver det alles opgave at give et fællesskab, hvor der er plads til den enkelte. Det afspejler nemlig nåden! (2 Kor 8,7-9 og Rom 15,7).
   
   
2. “Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde” (2 Kor 1,24). Det kristne fællesskab bærer ikke troen, men arbejder med på den enkeltes glæde ved at vi snakker om troen på Kristus. Konkret vil det sige, at vi skal vægte opmuntringen, bibellæsningen, lovsangen, bønnen, nådeforkyndelsen højere end formaningen og irettesættelsen! Nåden formaner og irettesætter mig nemlig også, så jeg behøver ikke altid mine medkristne til at klandre mig. Alt for ofte er den eneste åndelige snak blandt LMU’ere irettesættelsen. Ikke at vi ikke må og skal formane og trøste hinanden, men vi skal huske at gøre det i kærlighed (Ef 4,15).
   
   
3. Som det sidste skal vi huske, at vi ikke har fået noget mandat af Jesus til at lade være med at fortælle de kristne om Ham. Vi skal faktisk fortælle alle mennesker om nåden - også de kristne. For ethvert menneske har brug for at høre evangeliet dagligt. Så gør det legitimt iblandt jer. Sig “Guds velsignelse” i stedet for “møjn” når i tager hjem fra LMU, del fede eller vanskelige bibelvers over opvasken, stil hinanden spørgsmål som “hvorfor er du kristen, og hvilken forskel gør det i dit liv?”, læs ApG 4,20 og lad dig inspirere videre.

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.