Af Steffen Lund Birkmose
Ungdomskonsulent i LMU Syd.
Stolt ejer af et hus på landet 8 km. fra Odense centrum. Elsker musik, at dyrke tomater og lave blommemarmelade. Panikker pt. over træpillepriserne.
Vi kan ikke undgå at singler føler sig ensomme. Det er et vilkår i hvert fald for mig. Det ville være urimeligt, hvis jeg forlangte af mig selv, at følelsen ikke måtte melde sig. Men vi kan godt gøre noget i fællesskabet for at hjælpe med at mindske følelsen.
For mig er medvandring en af hovedingredienserne til, at jeg ikke bliver ensom. Jeg har ikke én, jeg naturligt deler dagligdag med, så igennem medvandring kan jeg få det behov dækket. Jeg har medvandring med både en singleven, og én der er gift. VI bruger ikke et avanceret set-up. Vi mødes bare og fortæller, hvordan det går og deler de ting, som vi udfordres af. Nogle gange er det bare en gennemgang af ugen, andre gange er der mere konkrete problemstillinger, vi deler og udfordrer hinanden på. Medvandring er med til, at jeg kan få sat ord på, når jeg oplever ensomhed.
Som fællesskab kan I være med til at fortælle om medvandringen og opfordre til det. Man kan lave en liste med LM’er som tilbyder at være medvandrere, hvis man gerne vil have en lidt ældre – og man kan lave mindre grupper for dem, som kommer til byen, så de har et sted at starte med at dele, inden de måske har fået etableret tættere relationer.
Et konkret råd til par er: Inviter singlerne.
Der sidder et lille barn i os alle sammen, som stiller det grundlæggende spørgsmål, ”vil du lege med mig?”. Ja, når man lige hører det, så lyder det fjollet, men jeg mærker alligevel knuden i maven. Jeg går ud i verden hver dag og spørger, ”vil du lege med mig?”. Ud over hos min familie, så er jeg faktisk ikke garanteret et ja – og jeg er tit selv nødt til at være opsøgende. Derfor betyder invitationen virkelig meget for mig, og for at jeg ikke føler mig ensom.
Glæden ved at værne om sine singlevenner er, at så kan man risikere at have en fantastisk ressource ind i ens parforhold, og måske særligt når man får børn. Prøv at gøre en single til fadder, og I skal se, hvordan jeres barn får en helt særlig opmærksomhed.
Inviter singlerne ind i jeres hverdag. Det er ikke altid, man har brug for store arrangementer, så inviter til en at komme og flade ud foran ”fjerneren” en søndag eftermiddag eller til aftensmad. Tit sidder jeg alene og spiser, så jeg elsker at blive inviteret på middag. Del liv og fællesskab på tværs.
Par kan godt have en tendens til at søge par. Det er naturligt, for så er der en til begge parter, og I kan snakke om de samme ting. Men så står der måske nogle singler, som bliver glemt. Så vær opmærksom på det. Kig på venneflokken – er i par alle sammen? – og er der nogle singler, som I skal have inviteret med i jeres fællesskab. Måske i den bibelstudiegruppe, som I er blevet enige om at lave. Inviter dem med til fødselsdag, bryllup og barnedåb. Særligt de to sidste er en besked til en om, at man er blevet inkluderet i jeres liv. At man ikke bare er et bekendtskab, men at man betyder noget, og at man ikke er glemt.