Af Maria Strøm Risbjerg
27 år og gift med Rasmus. Har en bachelor i antropologi og læser i øjeblikket videre på kandidat-
uddannelsen i analytisk journalistik.
Formand for Christiansbjerg LMU i Aarhus, som har ’tænk-med-aftener’ på programmet en gang i måneden, hvor det er særligt oplagt at invitere studiekammerater med.
Genlæser Harry Potter bøgerne mindst en gang om året og har en svaghed for vred pige-rock og italienske desserter.
Måske kender du følelsen? Det er første dag på gymnasiet, og du er hamrende nervøs. Hvad tænker folk om mig? Skal jeg fortælle, at jeg er kristen? Spørgsmålene kører rundt i hovedet på dig. Tag en dyb indånding, og lad vær med at gå i panik. Der er en stor sandsynlighed for, at du er landet det helt rigtige sted, også selvom du kan føle dig ensom eller anderledes end alle andre.
Jeg begynder lige et andet sted.
Min opvækst har på mange måder været anderledes end mange af mine kristne venners. Jeg dansede hiphop – de gik i juniorklub. Jeg cyklede til den lokale folkeskole – de til den kristne friskole. Dem, der ikke kendte hinanden i forvejen, eller var i familie med hinanden, blev venner på konfirmandkursus i 7. klasse. Det har jeg i hvert fald hørt, for jeg var der ikke selv. Nu overdriver jeg selvfølgelig lidt. Men måske kan du sætte dig ind i, at jeg fik lidt af et chok, da min mor sendte mig på en kristen efterskole i 9. klasse.
Forstå mig ret, jeg havde et virkelig fedt år, og jeg er min mor evigt taknemmelig for, at hun netop sendte mig derhen. Jeg mødte en masse dejlige mennesker, lærte afgørende ting om mig selv og om Gud, spillede guitar og alt muligt andet godt. Men mit år på efterskole var på mange måder også et chokerende møde med ’klub kristen’.
Med min baggrund i antropologi ved jeg, at vi mennesker ofte samler os med dem, der ligner os, og som mener det samme som os. Simpelthen fordi det er trygt og rart. Som mennesker har vi en grundlæggende frygt for at stå ’udenfor’ gruppen. Det tror jeg også gælder for mange kristne, og derfor bruger vi meget tid i det kristne fællesskab – og knap så meget tid udenfor det.
Jeg mærkede dynamikken tydeligt, da efterskoleåret nærmede sig sin afslutning. Pludselig begyndte en ny og foruroligende stemning at brede sig. En hvisken om faren, der lurede derude. ’De ikke kristne’, drukkulturen og sex før ægteskabet. Før jeg vidste af det, begyndte jeg selv at frygte livet udenfor efterskolen. Og det var selvom, jeg havde levet ’derude’ hele mit liv – endda med troen i behold.
Men er frygten for og afstanden til verden virkelig den vej, Jesus viser os? Det mener jeg ikke.
Hvis der var noget, Jesus ikke var bange for, så var det at være sammen med mennesker, som var anderledes, end han selv var. Lige fra landsforrædere og toldere til prostituerede kvinder og spedalske. Jesus blev ikke bare i synagogen, selvom det sikkert havde været det nemmeste og tryggeste. Han havde større planer, og han inviterer dig og mig med i dem. Det sidste han sagde til sine disciple, inden han forlod jorden, var, at de skulle sprede det fantastiske og frisættende budskab om Guds kærlighed ud over hele jorden (Matt 28, 16-20). Jeg er stolt over at følge et forbillede som Jesus, der aldrig havde nok i sig selv.
Nok teori – hvad med praksis? Jeg har efterhånden oplevet en hel del nye begyndelser i mit liv, og jeg har tre konkrete perspektiver, jeg gerne vil give dig med på vejen.
1) Elsk(et)
”Alle vil jo bare elskes”. Det er titlen på en bog, jeg aldrig har læst. Men sætningen har sat sig fast alligevel. For der er noget umiddelbart sandt over det. Som kristen har jeg en Gud, som elsker mig ubetinget. Som har skabt mig i kærlighed, og som ønsker at have en relation til mig. Som ser mig på mine dårligste dage, og som elsker mig alligevel. Jeg har det, alle længes efter. Og jeg får lov til at dele ud af den kærlighed! Lad det stå som overskriften for dit liv.
2) ’Be real’
Der er noget særligt ved mennesker, som tør være ægte. Som tv-værten Sofie Linde, der viser billeder af sig selv på Instagram dagen efter X-factor, hvor makeuppen er tværet ud og håret er uglet. Verden er et uperfekt sted. Du behøver ikke lade som om, du kan klare alt. Eller svare på alt, for den sags skyld. Det giver respekt, når du tør erkende dine egne begrænsninger og tale om det, du synes er svært. Vær ærlig, nysgerrig og spørg ind – så har du et godt fundament for nye relationer.
3) Investér
Hvis du vil have en oprigtig relation til dine klassekammerater, så skal du bruge tid med dem. Det kan se ud på mange måder. Jeg har selv deltaget i gymnasiefester og været med på bar, men på en måde, hvor jeg har haft mig selv med i det. Måske er det noget for dig – måske ikke. Lyt til dig selv og dine grænser. Øv dig i at tænke kreativt. Inviter til minigolf, biograftur eller grillhygge i din baghave, hvor det ikke er alkoholen, der behøver at være i fokus. Det er på ingen måder alle, der elsker at drikke sig fra sans og samling, og mange længes faktisk efter andre alternativer.
Så sent som i sidste uge begyndte jeg på et nyt studie. Selvom jeg er 27 år, kan jeg stadig få sommerfugle i maven og svedige håndflader over at møde nye mennesker og fortælle åbent om min tro – og sådan vil det nok altid være. Men det skal ikke stoppe mig i at gøre det. Når ensomheden og følelsen af at være anderledes rammer mig, så minder jeg mig selv om, at:
1) Jesus ønsker, at jeg skal være sammen med mennesker, som ikke kender ham.
2) Han går med mig i det hele.
Og så går jeg ellers i gang med at øve mig i at elske mine klassekammerater.
Som et P.S her til sidst har jeg lyst til at udfordre dig, der kommer i en LMU. Hvordan kan I bruge jeres fællesskab til at være sammen med mennesker, som ikke kender Jesus? Jeg kommer i Christiansbjerg LMU i Aarhus, og her har vi ’tænk-med-aftener’ på programmet en gang i måneden, hvor det er særligt oplagt at invitere studiekammerater med. Der er mange måder at gøre det på, måske skal I snakke om, hvordan det kan se ud i jeres fællesskab?