Foto af Flickr; Jules & Jenny

»Guds magt over engle og dæmoner«

Jakob Knudsen er tidligere ungdomskonsulent i LMU og arbejder nu på Gammelbro Camping.

Verdensriger og stormagter, konger og diktatorer er kommet og forsvundet, og Gud er stadig den samme! 

Det er meget sjældent, men det kan forekomme, at jeg at hører P1. Det er ikke altid man føler, at man kan holde sig vågen, men når det lykkes, er der gode chancer for at lære noget nyt. En dag, mens jeg gik og renoverede et gammelt hus, lyttede jeg til et program om naturvidenskab, hvor forskellige eksperter gæstede programmet. Videnskaben havde fundet ud af, at vi som mennesker kan registrere ca. fire procent af det som eksisterer. Jeg gik så og tænkte lidt over, at fire procent ud af hundrede faktisk ikke er ret meget… og til slut siger en af eksperterne så: ”Nu kommer jeg nok til at skuffe jer, men ud af de fire procent vi kan registrere, er der ikke særlig meget, vi forstår”.

Sådan et budskab fik mig til at reflektere over, at vi som mennesker, med de sanser vi er blevet givet, er begrænsede. Vi lever i en osteklokke, og mange mennesker tror, at livet i osteklokken er alt, hvad der eksisterer. Når vi taler om indsigt i den åndelige verden, er osteklokken også et godt billede.

Virkeligheden uden for osteklokken

Bibelen lader os heldigvis ikke udvidende på dette punkt. Der er nogle af de bibelske personer, der fik lov til at stikke hovedet ud af osteklokken og se virkeligheden udenfor. Og hvad så de?

Esajas:
Jeg så Herren sidde på en højt ophøjer trone. (Es 6,1)

Stefanus:
Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side. (Apg 7,56)

Johannes:
Straks blev jeg grebet af Ånden og så en trone stå i himlen og én sidde på tronen.
Rundt om tronen er der levende væsner, der uden ophør siger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer. (Åb 4)

Da Esajas fik lov at stikke hovedet ud af osteklokken, var virkeligheden, at Gud sad på tronen, og han sad der også 830 år senere, da det blev Johannes’ tur. Også her var virkeligheden, at Gud sidder på tronen. Lige nu mens du sidder og læser dette, sidder Gud på tronen, og lige nu er der engle og levende væsener, der priser Gud og giver ham al ære. Det er virkeligheden uden for vores osteklokke.

Han, som troner i himlen, ler

Verdenshistorien er blevet styret fra denne trone. Verdensriger og stormagter, konger og diktatorer er kommet og forsvundet, og Gud er stadig den samme! Han har den totale overmagt i denne synlige verden, vi kender så godt. Om så hele verden gik sammen i al sin styrke for at frigøre sig fra Guds magt, så ville han som troner i Himlen le, fordi han er så overlegen. (Sl 2,4)  

I Himlen, i den usynlige verden, var der engang hvor Djævelen og hans hær af onde engle samlede alle kræfter for at styrte Gud fra tronen. Men de tabte slaget, blev smidt ud af himlen og styrtet til jorden. På jorden er de så med stort raseri og leder efter nogen at sluge. (Åb 12,7-12 + 1 Pet 5,8)

Salme 2,2-4: Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb." Han som troner i himlen, ler, Herren spotter dem.

Judas 6: Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.

Andre engle har Gud allerede fastlåst i afgrunden med evighedens lænker. Der venter de kun på dommens dag. (2 Pet 2,4 + Judas 6)

Udfriet af mørkets magt

Gud har friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede søns rige. Her er forløsningen og syndernes forladelse! Ved du, hvilket rige du tilhører? Har du grund til at frygte?

Gud har sejret ved lammets blod. Har du også det?

Læs andre artikler om:

Ånder Udfriet Guds magt Sejr Engle Dæmoner

Kunne du lide denne artikel?