Amalie Sif Thomsen bor i Aarhus og læser til lærer. Fritiden bruger hun på at svømme, løbe, spille musik og ses med venner.
I starten var der ingen dørtærskel. Det var faktisk derfor, jeg blev hængende i Tønder Gymnasiums KFS, efter en af de ni kristne fra min klasse havde lokket mig med.
Der mødte jeg en åbenhed og en interesse i mig som Amalie (og ikke nødvendigvis Amalie med de gode historier fra weekendens bytur). De hersens kristne virkede til at have en rigtig god hemmelighed, som gav dem en masse ro og glæde. At de hvilede sådan i det, de samledes om og ville mig og hinanden, gav mig lyst til at være der og mod på at spørge ind.
Jeg husker tydeligt, da jeg hørte sangen ”Lammet og Løven” af Light Up Lion for første gang og måtte spørge en fra min KFS, hvem i alverden ”løven” var. Set i bakspejlet er jeg overrasket over, at jeg ikke skammede mig over min uvidenhed. Men den åbenhed, jeg mødte i KFS’en, gjorde, at det ikke var pinligt at stille de spørgsmål, som måske nok virkede som søndagsskolelærdom i deres øjne.
Omkostningerne
Men med tiden kom usikkerheden på, hvad det nu lige var, jeg havde valgt at bygge mit liv på – flere og flere ting, som jeg før havde taget for givet, viste sig at være synd, og kunne det virkelig passe, at jeg skulle rette mig efter en, som jeg ikke havde bevis for fandtes? Derudover kom der med et dybere bibelkendskab også bekymringer, uro og tvivl – hvad skulle der blive af min familie, mine ikke-kristne venner, og var det ikke nogle lidt for radikale krav denne Gud kom med? Omkostningerne virkede ude af proportioner med beviserne (eller mangel på samme).
Man giver køb på meget, når man vover sig ind i et miljø, hvor alle kender hinanden
Ofte, når jeg har givet udtryk for tvivl overfor mine kristne venner, har jeg fået svaret: ”Ja, men hvad har du at miste? Du har intet at miste, men du har alt at vinde!”. Den sætning er for mig bevis på, at denne dørtærskel eksisterer. For den ”indfødte”, der har lutter kristne familiemedlemmer og venner, kan jeg godt se, at det kan være en trøst. Men spørger du mig, hvad jeg har at miste? Det skal jeg sige dig: mit liv, som jeg kendte det. En del af min identitet før jeg blev kristen lå i, at jeg drak, gik i byen, bandede og bagtalte. Jeg siger på ingen måde, at det var bedre, men fundamentet blev revet væk under mig. Jeg oplevede ikke længere at føle mig hjemme i de sammenhænge, som jeg var vant til at være en inkarneret del af. Derudover gør det ondt – meget ondt – at have en familie, hvor hovedparten ikke er kristne. Det er en kilde til megen bekymring, og det er en bekymring som – forståeligt nok – ikke er let at sætte sig ind i for ”indfødte”.
Et ben i to lejre
Jeg tror, det er helt essentielt, at man som kristent fællesskab er opmærksom på, at nye kristne står med et ben i to lejre, og det kan være pinefuldt. Man giver køb på meget, når man vover sig ind i et miljø, hvor alle kender hinanden fra efterskoler (der i øvrigt har et væld af forkortelser), musiklejre, juniorklubber og andre konstellationer.
Jeg oplevede ikke længere at føle mig hjemme i de sammenhænge, som jeg var vant til at være en inkarneret del af
I starten er alt nyt, intet giver mening, man giver køb på så meget og begriber ikke helt, hvori gevinsten består. Så har man brug for at mærke, at man er en ønsket del af fællesskabet, for det var det, der i første omgang holdt mig fast. Derudover har man brug for en anerkendelse af, at man har sagt ja tak til Jesus – og at det har kostet noget, men man har også brug for ofte at blive husket på, hvad det er, man har fået, så det ikke bliver glemt midt i alle omkostningerne.
Copyright LMBU 2024. Design af Davidson grafisk. Programmering af Binær ApS