Christian Højgaard Jensen er 26 år og bor i København. Han læser teologi ved Københavns Universitet og elsker at spille musik.
Mange mennesker undertrykker samvittigheden og underskylder sig med, at ”det er menneskeligt at fejle”
En ung mand stod i lort til halsen. Pengene fra arven efter hans far var allerede brugt op, og hans far var ikke engang død. Dengang, før pengefråseriet, havde han ønsket sin fars død og havde sagt det til ham. Og så havde han fået udbetalt den store mængde penge, der nu var ødslet op. Den dårlige samvittighed gnavede ligesom sulten i maven. Og nu sad han så næsten bogstaveligt talt i lort til halsen i en svinesti.
Den unge mand havde to muligheder. Han kunne blive siddende blandt svinene i selskab med den dårlige samvittighed, eller han kunne se sin skyld i øjnene og forsøge at gå hjem til sin far igen. Han valgte det sidste.
Vi oplever alle at have dårlig samvittighed ligesom denne fyr, som Jesus fortalte om i Lukasevangeliet kapitel 15. Nogle gange har man dårlig samvittighed, fordi man påtager sig skylden for noget, man ikke har gjort. Men mange gange er den dårlige samvittighed et symptom på, at noget er galt. Præcis som den unge mand i svinestien, der havde gjort det værst mulige mod sin far – nemlig at ønske ham død.
Når vi oplever, at samvittigheden driller, skal vi derfor gøre som, når det begynder at gøre ondt i halsen. I stedet for at skubbe det til side, skal vi søge hjælp for at få løst problemet. Den unge mand gik hjem til sin far for at få gjort op med det, han havde gjort forkert, og på samme måde inviterer Gud os til at få lettet samvittigheden:
”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld.” (Esajas’ Bog 1,18)
Mange mennesker undertrykker samvittigheden og underskylder sig med, at ”det er menneskeligt at fejle”, eller ”jeg er jo ikke værre end alle andre”. Og det er fuldstændig rigtigt. Det løser bare ikke problemet. Det er jo også menneskeligt at blive syg, men derfor undertrykker vi heller ikke symptomerne men satser hårdt på at blive raske igen.
Gud behandler din dårlige samvittighed som en sygdom. Hvad ingen læge eller psykolog kan gøre, det gjorde Gud, da han blev mennesket og døde på korset for os. Ingen læge kan nemlig fjerne sygdom, men kun give medicin, og ingen psykolog kan fjerne din dårlige samvittighed, men højst gøre den lettere at bære. Men på korset påtog Jesus sig ansvaret for alt det, du har gjort forkert imod mennesker, du holder af, mod klassekammerater og mod Gud. For ”det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” (Esajas’ Bog 53,4)
Løsningen på den dårlige samvittighed er altså ikke at gemme på den, lade som ingenting eller forsøge sig med dårlige undskyldninger. Tværtimod er løsningen at stå ved det, man har gjort forkert og tro på Jesus, når han siger, at han tager ansvaret for det hele. Så er der ikke længere nogen grund til dårlig samvittighed, og vi kan få lov at opleve samme modtagelse hos Gud, som da den unge mand nåede hjem til sin far. Faren løb sin søn i møde; pengefråseriet og skylden var glemt. Måske blev han senere hen ramt af den samme dårlige samvittighed, men den behøvede ikke at kontrollere ham, for hans far havde tilgivet ham.
Læs mere:
Lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet kapitel 15,11-32)
Tim Keller: De fortabte sønners Gud