»Gruppepres på Gud?«

Henrik Arendt Laursen er sognepræst i Vigerslev Kirke, Valby. Han er gift med Merete og far til Tobias, Markus og Julie.

Vi tror på, at der sker noget, når vi beder. Og derfor tror vi også på, at der er noget, som ikke sker, når vi ikke beder.

Nogle gange kan vi være i situationer, hvor vi virkelig, virkelig gerne vil have Guds hjælp. Det kan fx være i forbindelse med store beslutninger eller alvorlig sygdom. Og så kan vi finde på at få flere til at bede for os eller med os. Vi laver måske et bedenetværk eller særlige bedesamlinger. Og det er virkelig fint.

Men … hvorfor gør vi det? Giver det overhovedet mening? Kan vi på den måde så at sige vride armen om på Gud og presse vores vilje igennem? Og betyder det, at vi risikerer at gå glip af bønnesvar, fordi vi ikke er nok, der beder, eller fordi vi ikke beder udholdende nok? Det er dét, jeg vil prøve at sige lidt om.

En stor og levende Gud

ApG 1,14: De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.

ApG 2,42: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.

ApG 12,5: Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham.

Først tre vigtige sandheder om Gud. Sandheder, som er særligt vigtige, når det handler om bøn:

For det første: Gud er Gud, og Gud er stor og almægtig. Han kan ikke presses til at gøre noget, som han egentlig ikke har lyst til at gøre. Han bliver ikke nervøs, hvis mange kristne kommer stormende med en fælles bøn for noget eller nogen. Derfor: Gruppepres virker ikke på Gud.

For det andet: Gud er vores Far, som elsker os uden betingelser, og som glæder sig over det, når vi opsøger ham i bøn. Han kan godt lide os. Han kan lide os sådan, som vi er – uanset om vi beder længe og udholdende eller ej. Og han vil os det godt. Han sidder ikke gnieragtigt bag et stort skrivebord og holder sine gode gaver tilbage, indtil vi har fundet den helt rigtige bedemetode. Derfor: Vi skal ikke kende bestemte formuleringer eller tricks for at få ham i tale.

Og for det tredje: Gud er ikke en automat, og derfor er bønnen ikke automatik. Vi kan ikke lave et system, som sikrer os de bønnesvar, som vi drømmer om. Vi har med en levende, virkelig og personlig Gud at gøre. En Gud, som ikke bor i systemer og kasser men i levende, bankende, troende hjerter. Derfor: Vi kan ikke matematisk regne ud, hvad der skal til, for at få Gud til at svare, som vi ønsker det.

Leve og bede i tillid

Og med de tre sandheder i baghovedet kan vi se på nogle af de løfter, Gud giver. Gud giver mange løfter i forbindelse med bøn. Og det er herligt. Og så giver han også nogle særlige løfter, som er knyttet til bøn i fællesskab og enighed (se fx Matt 18,19-29; 1 Tim 2,8 og Jak 5,13-16), ligesom Gud også giver særlige løfter, som er knyttet til den udholdende bøn (se fx Luk 18,1-8 og Rom 12,12). Og vi må ligesom de første kristne stole på de løfter i tillid til vores Far (se fx ApG 1,14; 2,42 og 12,5). Og derfor skal vi samle os om bøn og være udholdende i bøn.

Både i Bibelen og i hele kirkehistorien er der mange beretninger om, at der er sket store ting, når Guds børn samler sig i bøn om fx vækkelse og fornyelse i et land. Og de historier må vi gerne bruge som motivation for samlet og udholdende bøn … i forventning om, at Gud kan gøre store ting. Vi tror på, at Gud hører bøn og handler som svar på bøn. Vi tror på, at der sker noget, når vi beder. Og derfor tror vi også på, at der er noget, som ikke sker, når vi ikke beder. Og den tro må sætte os i gang med at bede. Både alene og i fællesskab. Og så må vi i sidste ende alligevel finde os i, at vi ikke sidder med i Guds hovedbestyrelse og derfor ikke ved, hvorfor Gud nogle gange svarer, så vi tydeligt kan se hans indgriben og andre gange for os kan virke tavs. Vi må leve og bede i tillid til, at vi hører sammen med den Gud, som på samme tid er stor, kærlig og uudgrundelig.