»Guds voksne barn jeg er!«

Da jeg var barn, troede jeg på Gud som et barn. Og kom til ham som et barn. Sådan var det bare. Nu er jeg voksen – og jeg kommer til Gud som en voksen. Sådan er det. Det ville være unaturligt ikke at komme som den jeg er. Men samtidig kommer jeg stadig til Gud som et barn. Et voksent barn! Dobbeltheden er god at holde fast i.

Da jeg var barn, talte og tænkte jeg som et barn, og jeg forstod livet som et barn. Men liv vokser. Barnet bliver ungt og voksent. Som ung erfarer man, at man er et andet sted nu, end man var for 10 år siden.

Guds voksne...

Som voksen overvejer jeg tingene, vurderer dem, bruger min fornuft og forstand, går ind og tager ansvar – alt sammen under bøn til Gud. Jeg er gift, har kone og voksne børn. Så jeg har påtaget mig en voksens ansvar – og opfører mig forhåbentligt ikke som et barn, selv om jeg fortsat gerne vil være et ”legebarn”! Gud vil, at jeg midt i mit voksenliv skal vokse i afhængighed af ham, i tillid til ham og i kærlighed til min næste. En livslang organisk vækst i åndelig modenhed og dømmekraft.

... barn jeg er

Samtidig kommer jeg stadig til Gud som et barn. Et voksent barn! Min vækst i troen er et voksent barns vækst. For det første er jeg nemlig hans barn i modsætning til det at være hans træl. Jeg hører til hos ham som et barn hos sin far. Det er mit hjem. Fri adgang til Gudshjemmet som barn i huset.

Stadig afhængig

Men jeg er også et barn på den måde, at jeg ikke kan ændre den grundlæggende måde at høre ham til på: Jeg må modtage alt fra ham uden fortjeneste. Og jeg må være i barnets dybe afhængighed af min himmelske Far. Og da kan det blive rigtigt svært og ydmygende at være et voksent barn. For vi opdrages jo til at få løn efter fortjeneste. Jeg vil så gerne fortjene frelsen, fortjene at være barn, fortjene at være arving, fortjene at blive velsignet. Så det er bestemt ikke altid sjovt at være et hjælpeløst voksent barn! Og af og til stikker hovmodet sit grimme fjæs frem, når jeg sammenligner mig med andre. Jeg har jo styr på det: Troslæren, Bibelens bøger og indhold, etikken, hvad jeg skal mene om 117 ting.

Det er rigtigt svært som voksen at erkende barnets hjælpeløshed i forhold til det at frelse sig selv og bære frugt for Gud. Og det bliver ikke mindre svært, når Gud indimellem må afsløre syndens magt i mit hjerte for at vise mig, at jeg ikke kan bygge min tro på min åndelige modenhed eller viden. Så er det for alvor vanskeligt. Og så tør jeg næsten ikke tro det: Guds voksne barn jeg er! Men det er jeg - for Jesu skyld alene!

Vokser stadig

Det er den grundlæggende tro og tillid, jeg må have som hans barn. Jeg er hans voksne barn ved troen på Jesus. Og i den virkelighed tror jeg også, at der er et troens liv, der vokser. Jeg tror, at jeg vokser i at bære frugt for Gud, være til ære for ham og til gavn for min næste. For det siger Guds Ord jo!

Jeg er Guds elskede voksne barn! Med fri adgang til Gudshjemmet og Guds kærlighed, opdragelse og tilgivelse. Jeg må komme der og være der med det hele. Det er et fantastisk godt hjem at høre til i. Faktisk verdens bedste hjem. Tak himmelske Far, at dit hjem også er mit hjem!

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.