»Er jeg blevet indoktrineret?«

”Er du ikke bare kristen, fordi dine forældre er det?” Du kender måske spørgsmålet. Er kristen børneopdragelse ikke bare sådan en kværn, man kommer igennem, for at komme ud i den anden ende som ”kristen”? Mit svar er: Jo, sådan kan det være; men det behøver ikke være det.

Jeg tror, mange unge, som vokser op i kristne hjem, på et tidspunkt spørger sig selv, om de bare er kristne, fordi de ”tilfældigvis” voksede op i sådan et hjem. Ja, de får måske også den tanke, at de er blevet indoktrineret til at blive kristne – gennem andagter i hjemmet, skolegang på en kristen friskole/efterskole og masser af børne- og ungdomsarbejde i kirke, missionshus og på lejre.

Kristen indoktrinering findes

Der findes desværre nogle, som er blevet udsat for kristen indoktrinering. Ligesom der findes nogen, der er blevet udsat for muslimsk, socialistisk eller relativistisk indoktrinering.

Jeg lavede for nogle år siden en undersøgelse, som viste, at det ikke er indholdet i påvirkningen – altså om den fx er kristen eller socialistisk – der afgør, om det er indoktrinering, men at det er måden, det gøres på.

Forældre kan nemlig slet ikke lade være med at påvirke deres børn. De svigter dem faktisk, hvis de prøver på at lade være. Børn kan ikke blive selvstændige, hvis de ikke udsættes for påvirkning. De behøver nemlig noget at forholde sig til, hvis de skal finde ud af, hvad de selv vil tro på.
Jeg mener altså ikke, det er overgreb at opdrage børn til at tro. Tværtimod. Bare det bliver gjort på en respektfuld måde.

Hvornår bliver det indoktrinering?

Men hvad er det så ved måden at påvirke på, der kan blive til indoktrinering? Det er især disse fem ting:

• Barnet/den unge isoleres overdrevent i forhold til andre holdninger.
• Forældrene skaber stærke og enkle fjendebilleder af ”de andre”.
• Barnets/den unges frihed til at sige nej til påvirkningen er stærkt begrænset.
• Forældrene tjekker, at barnet/den unge mener præcis det samme som dem.
• Der stilles krav om, at man skal føle og tænke på en ganske bestemt måde

Man kan dog ikke lave firkantede grænser for, hvornår god påvirkning kammer over og bliver til indoktrinering. Det må afgøres fra person til person. Vi skal også huske, at vi i disse år er blevet mere sårbare. Det er både godt og skidt. Vi føler os fx meget hurtigere krænkede, end vores forældre gjorde.

Du bærer ansvar for din (ikke-)tro

Heldigvis er der mange børn og unge, som er vokset op i kristne hjem, hvor de blev udsat for en tydelig påvirkning, men ikke blev indoktrineret. Men der er altså også nogle, som desværre har været udsat for indoktrinering.

Hvis det sidste er tilfældet, er det vigtigt at få talt med en tryg og klog voksen om det. Det kan evt. være en person fra det kristne fællesskab, men det kan modsat være svært, hvis netop dét miljø har været en del af indoktrineringen. Det kan også være en ven eller præst fra nabobyen, eller måske er god terapeut eller psykolog. Den slags heles bedst ved at komme frem i lyset, så man kan få hjælp til at håndtere det. Fortiden kan ikke gøres om, men man kan få redskaber til at leve med det i fremtiden.

Men hvad enten man har været udsat for indoktrinering eller ej, bærer man som voksen et personligt ansvar for, hvordan man forholder sig til den påvirkning, man blev udsat for. Det er vigtigt, at man som voksen forholder sig til den kristne tro, som den virkelig er (så langt det er muligt) – ikke til et evt. forvrænget billede af den kristne tro, man måske fik i sit barndomshjem.
Du bærer selv i sidste ende ansvar for, om du vil tro på Jesus Kristus eller ej!

Hvordan kan man opdrage ”kristent” på en sund måde?

Det er en stor opgave at række troen videre til sine børn. Man skal som forældre på en ene side påvirke dem tydeligt, fx ved at bede aftenbøn og gå i kirke, men især ved at leve et troværdigt og ærligt kristenliv. På den anden side må man ikke proppe troen ned i halsen på sine børn. For hvis man prøver at tvinge sine børn til at tro, er der slet ikke tale om ægte kristentro.

Som jeg har skrevet om andet steds, skal et barn både gives rødder og vinger. Rødder i et kristent livssyn, og vinger, så barnet tør flyve ud og udforske verden. Begge dele må ske i frihed, fordi det er et grundvilkår i selve kristenlivet (Luk 4,18; Joh 8,32; Rom 6+7+8; Gal 5,13; 2. Kor 3,17; Gal 2,4; Jak 1,25).

Hvis nogen vil læse mere om det, har jeg skrevet en bog om det: Påvirk med respekt. LogosMedia 2019. Du kan låne den på biblioteket eller købe den.