»Blev kristen som voksen – misunder barnetroen«

Af Bo Berentsen

Mit vidnesbyrd om, hvordan jeg blev kristen som voksen, og hvorfor jeg misunder dig, der er vokset op med troen.

Jeg blev kristen efter min tid i Livgarden, hvor jeg på et soldaterhjem mødte nogle folk med luthersk missionsk baggrund. Der var mange ting på det tidspunkt i mit, der ikke gik som det burde. Jeg troede jeg skulle i Livgarden, fordi jeg endelig skulle blive soldat - en rigtig mand. Det var den skæbne jeg troede, der lå foran mig.

Gud havde andre planer med mig

Værnepligten gik overhovedet ikke som ventet. Jeg var elendig som soldat. Samtidig var der i den periode et selvmord i min omgangskreds, og en ven blev ramt af sindssyge. Når jeg tænker tilbage på det liv jeg levede, før Gud frelste mig, og førte mig ind i et liv som hans barn, så bliver jeg ofte harm. Da jeg fandt det kristne fællesskab, følte jeg ”at jeg fandt hjem”. Jeg føler mig godt tilpas i luthersk missionske sammenhænge.

Det kristne fællesskab

I dag bruger jeg selv meget tid på kristent ungdomsarbejde. Det er utroligt vigtigt for mig at give de unge mennesker det, jeg ikke selv havde som teenager og i start-tyverne.
Til dig der er vokset op i et kristent hjem: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget nemmere mange ting havde været for mig, hvis jeg havde en Gud, jeg kunne vende mig til, og et alternativt selskab (menighed) jeg kunne komme i. De andre fællesskaber jeg havde, var noget helt andet. I skolen handlede det om at være populær, i gymnasiet om piger og gode karakterer, i militæret om at være mest bad machofyr i geleddet.
Men i menigheden, handler det om Jesus. Så falder mine skuldre tilbage på plads – her handler fællesskabet om noget større.

Overser gaverne

Første gang, at jeg mødte en, som satte ord på, at han var utilfreds med at være vokset op i et kristent hjem, og som ikke længere anså sig selv som kristen, på trods af hans opvækst, blev jeg overrasket.
Jeg var stadig ny i troen, og det forekom mig så fjernt at man kunne have det sådan. Jeg fortalte ham, hvor uforståeligt det var for mig, at han ikke kunne se den gave han havde fået; alt hvad der lå i vente for de troende, og alt det han havde at miste i evigheden.

For mig var gaverne ved at være kristen så tydelige. Der var så meget håb og tro at hente. Der var vejledning at få.

Robuste i tjenesten

Specielt her i min senere tjeneste som kristen, synes jeg, det spiller en rolle for mig ikke at være vokset op i en kristen familie. Både fordi jeg bekymrer mig for min families frelse, og fordi jeg sjældent har min families opbakning til meget af det, jeg foretager mig som kristen.

De af mine kammerater som er vokset op i kristne familier, oplever jeg som meget mere robuste i deres tjeneste. Selvfølgelig har de deres svage øjeblikke, men de slipper for mange bekymringer.
Det er bare nemmere at holde lejr for unge mennesker, når man blev sendt afsted med kys og kram af ens familie, i stedet for en nedladende bemærkning.
Jeg tænker også, at dem der har en barnetro, der har fået lov til at vokse i ro og fred i noget tid, inden den skulle ud i ”den virkelige verden”, har et langt mere tillidsfuldt og kærligt forhold til Gud.

Min tro blev til i et militært miljø og senere hen på Dansk Bibel-Institut – et studiemiljø, hvor det kræver disciplin for at hænge på. Selv om jeg har været kristen i næsten 4 år, er der stadig ting der er svære at lære. Jeg ser det især, når nogle af mine studiekammerater på Dansk Bibel-Institut starter deres bøn med ”Kære Far” – og taler til Gud som han er en rigtig far. Jeg tiltaler ham stadig ”Herre”, hvilket jeg prøver at vende mig selv af med. Jesus ønskede jo, at vi skulle kende ham som ”Faderen”.

Det er stort at være barn

Måske tror du, at dem der er kommet til tro uden at være vokset op med det, har det nemmere. Jeg håber mit vidnesbyrd kan hjælpe dig. Det har vi ikke. Der er andre ting, vi slås med. Måske kan et blik på verden igennem mine øjne, give dig en taknemmelighed over at være vokset op i et kristent hjem med en barnetro – og med en familie der bakker op om din tro. Uanset hvornår vi blev kristne, er det stort, at vi tillidsfuldt må komme til Gud, og kalde ham Far.