»Hvad siger Bibelen om ægteskabet?«

Nogle vil mene, at Bibelen ikke taler helt klart om det med ægteskabet, men det er ikke rigtigt

Situationen er velkendt: To unge bliver glade for hinanden. De forelsker sig og tilbringer mere og mere tid sammen. På et tidspunkt begynder de at have et seksuelt forhold og ender med at bo sammen. Sådan er det almindelige mønster, også blandt unge med en bevidst kristen baggrund. I de ni år, jeg har været præst i folkekirken, har jeg kun viet fire par, som ikke på forhånd boede sammen ... 

Hvornår er man gift?

Stadig flere lever sammen i årevis i et såkaldt papirløst forhold - og det hører afgjort til undtagelserne, at nogen lever i seksuel afholdenhed før ægteskabet. Også sprogbrugen ændrer sig. Det er blevet almindeligt for samlevende at omtale hinanden som "mand" og "kone" - og at tale om "svigerfar" og "svigermor" i den forbindelse. Når man tilmed ofte sørger for at sikre hinanden økonomisk ved hjælp af pensionsaftaler og testamenter, er det efterhånden svært at se nogen forskel på at bo sammen og at være gift med hinanden. 

Der gives mange argumenter til støtte for et seksuelt samliv forud for et ægteskab: "Det er vigtigt at finde ud af, om man passer sammen seksuelt, før man binder sig på den måde." Der gives mange argumenter for at bo sammen for en tid: "Vi vil finde ud af, om det nu også virkelig skal være os to, før vi gifter os." Og der gives mange argumenter for ikke at gifte sig: "Vi vil ikke binde eller eje hinanden, og et stykke papir kan ikke redde kærligheden." 

Det er argumenter, som henter deres indhold fra den romantiske opfattelse af ægteskabet, som blev moderne i 1700-tallet: Ægteskabet bygger på kærlighed og dets mening er parternes lykke. Det drejer sig om, at jeg får noget ud af at blive gift, og at jeg bliver lykkelig sammen med ham eller hende. Derfor er det så vigtigt at finde ud af, om vi nu passer rigtigt sammen og kan blive lykkelige med hinanden. Og vi vil ikke binde os helt, før vi har en rimelig sikkerhed for det. Ud fra romantikkens tankegang kan ægteskabet principielt heller ikke være livslangt. Der skal være plads til at prøve lykken igen med en anden, hvis det ikke lykkes med den første. Resultatet bliver et ægteskab, som bygger på et lykkekrav, der i sit væsen er selvisk, og en kærlighed, man skal have gratis, og som skal løse livets problemer. Det er ikke sært at en sådan opfattelse af ægteskabet fører til mange skilsmisser. 

At vielsen alligevel betyder noget for de fleste, kommer til udtryk derved, at man ofte gifter sig, når man har fået et barn eller køber hus. Der er en udbredt opfattelse af, at et "rigtigt ægteskab" alligevel giver den største tryghed på sigt. Men spørgsmålene melder sig alligevel: Hvornår er man gift? Er man i realiteten gift med den, man har et længerevarende seksuelt forhold til? Eller er man faktisk gift, når man elsker hinanden og lever sammen? Hvilken betydning har "et stykke papir" som vielsesattesten egentlig? Og hvad er der galt ved at finde ud af, om man passer sammen seksuelt først? 

Sex og ægteskab

At have seksuelt samliv betyder ikke, at man derved er gift med hinanden. Ofte advares der både i GT og NT mod "utugt", og dette ord betyder blandt andet "sex før ægteskabet". Det 6. bud taler imod "ægteskabsbrud" (hor), som betyder: "sex med en anden end den, man er gift med". Og der findes flere eksempler i Bibelen på, at ægteskabet ikke er indgået i og med et samleje (2 Mos 22,16-17; 5 Mos 22,28-29). I Bibelen hersker der ingen tvivl om, at seksuelt samliv alene hører hjemme i et lovformeligt ægteskab. Derfor råder Paulus to, der faktisk lever seksuelt sammen, til at gifte sig (1 Kor 7,9). Når seksualitet praktiseres uden for ægteskabet, er det synd. Blandt andet af den enkle grund, at har man først haft ét enkelt seksuelt forhold, er det meget vanskeligt bagefter at leve seksuelt afholdende. Hvis det nemlig ikke går med den første, kræver det nu vakte begær, at man finder en ny partner. Sex før ægteskabet fører derfor som regel til, at man har flere skiftende partnere. Det kommer der kun smerte og sønderbrudte hjerter ud af. 

På den anden side er det klart, at et seksuelt samliv ikke er en ligegyldig sag, men et forhold, der på en ganske særlig måde binder de to parter sammen (se 1 Kor 6,15-20). Et enkelt "sidespring" kan helt ødelægge et ægteskab og være baggrund for skilsmisse (Matt 19,9). Når to unge lever sammen seksuelt uden at være gift, hengiver de sig til hinanden på den mest intime måde: de bliver ét kød (1 Kor 6,16). Men de gør det uden at have givet hinanden tryghed for, at forholdet er vedvarende. Brydes et seksuelt forhold, bliver der slået dybe sår i både personlighed og følelsesliv. Et brudt seksuelt forhold er ødelæggende, fordi et menneske mister noget af sig selv (det blev jo givet til den seksuelle partner) og samtidig tager noget af den anden, som hengav sig. Derfor er det synd. Og derfor hører sex alene hjemme i det livslange ægteskab, som netop giver begge parter tryghed for, at den seksuelle forening skal vare ved. Først når to ved vielsen har lovet at elske hinanden for resten af livet, kan de nemlig for alvor elske med hinanden.

Derfor giver det heller ingen mening at ville have "sex på prøve", altså finde ud af, om man passer sammen seksuelt, før man er gift. En hengivelse, der kun er på forsøgsbasis, er en selvmodsigelse. For ægte hengivelse kan kun ske uden forbehold. Når det seksuelle samliv involverer hele personligheden og primært er udtryk for et ægtepars fulde hengivelse i kærlighed til indbyrdes glæde og styrkelse af enheden mellem de to, er det ikke muligt på forhånd at sikre sig. Det seksuelle samliv er, som alt andet liv, et forhold, der skal vokse i intensitet, inderlighed og varme. Det kan kun ske, hvor samlivet får de rette vækstbetingelser: i den ordning, hvortil Gud har givet denne gave, ægteskabet.

Man er gift, når man…

Mennesket er skabt som mand og kvinde, og ægteskabet er den skaberordning, hvori samlivet mellem de to skal leves. "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød", siger Jesus (Matt 19,5) med henvisning til, at dette helt fra skabelsen har været Guds vilje (1 Mos 2,24). Det kan diskuteres, om den seksuelle forening er et konstituerende element i ægteskabet, så man (som i den katolske kirke) kan tale om, at ægteskabet ikke er fuldbyrdet før den seksuelle forening faktisk er sket. Men i hvert fald nævnes to andre grundlæggende forhold, som er ægteskabskonstituerende: "at forlade" og "at binde sig til". Altså at de to parter lover hinanden troskab resten af livet, og at der sker en offentlig stadfæstelse af dette løfte. Helt tilbage fra GT-tiden kan vi finde dette mønster, som går igen i NT og i den ældste kristne kirke: Man er gift, når man offentligt har tilkendegivet at ville leve sammen indtil dødens adskillelse. Den samme tankegang finder vi i dansk lovgivning om ægteskabets indgåelse, og ingen i dagens Danmark er vel i tvivl om, at man først er gift, når man lovformeligt har indgået ægteskab over for en offentlig vielsesmyndighed: præsten eller borgmesteren.

"At forlade" betegner i Bibelen en offentlig, juridisk gældende handling: vielse/bryllup - mens "at binde sig til" betegner løftet om livslang troskab: de to bliver "limet sammen" (ordets grundbetydning) som to stykker papir, der bagefter ikke kan adskilles uden at begge parter går i stykker på det. Det er "de to", som har lovet hinanden livslang troskab og offentligt har stadfæstet dette ved en vielse, der "skal blive ét kød", seksuelt, socialt, personligt og åndeligt. 

Den offentlige, juridiske stadfæstelse af troskabsløftet har betydning både indadtil og udadtil i ægteskabet. Den offentlige vielse tilkendegiver over for andre, at de to hører sammen, den binder dem sammen økonomisk, socialt og juridisk og skaber således de ydre forudsætninger for, at de to kan blive ét kød, ligesom den er et værn imod fremmed indblanding i forholdet. Indadtil er vielsen en stadig påmindelse om det aflagte troskabsløfte og dermed en støtte til at ville elske, den er et værn om de to´s kærlighed og en hjælp til at leve sammen hele livet og hengive sig til den anden uden forbehold.

Mens ægteskabet ifølge den romantiske opfattelse er et resultat af kærligheden mellem to, er ægteskabet ifølge bibelsk tankegang en støtte til kærligheden mellem de to, der er blevet gift. Her er kærligheden ikke ægteskabets forudsætning, men snarere dets frugt. Og kærligheden er ikke en følelse, der skal gøre mig lykkelig. Kærlighed er handlinger, jeg vælger at gøre ("vil du elske?" står der i vielsesritualet), fordi jeg vil give mig selv til den anden.

Hvordan den offentlige vielse skal foregå, har vi intet bibelsk påbud om. Først i år 866 blev der indført et vielsesritual i den kristne kirke. Om man bliver gift på rådhuset eller i kirken, er i denne sammenhæng uden betydning. I alle tilfælde gælder, at hvor de ægteskabskonstituerende forhold er opfyldt, er de to blevet gift for Gud og mennesker. Og hvad Gud således har sammenføjet, må et menneske ikke adskille (Mark 10,9-12).

Fra Budskabet 2001, nr. 4