Spørgsmål & Svar

Grunden til at du hører præster sige ”himlene” er, at det er sådan der står i Mattæusevangeliet kapitel 6,9-13, hvor fadervor er taget fra. I den græske grundtekst er himlene et flertalsord.

Jeg tror det skal forstås på den måde, at ”himlene” ikke er et eksakt fysisk sted, men beskriver den åndelige virkelighed, som er overalt. Derfor kan Gud også være nær, lige her hvor jeg beder.

Vi mennesker er alle født med en grundproblematik. Adam og Eva valgte på menneskehedens vegne Gud fra. Synden kom dermed ind i verden. Nogen kalder det arvesynd. Grundindstillingen i os er, at vi selv vil være gud. Vi selv vil bestemme. At Jesus blev født som menneske, og måtte dø og overvinde døden, skyldes at Gud vil rede os fra dette. For vi kan ikke selv være gud – det er kun Gud der kan det. Det er det i mig, der helt grundlæggende ikke vil Gud, men vil klare alting selv, der er det store problem, og som vi har brug for at bekende. Om vi får italesat og bekendt hver enkelt synd vi begår, er altså ikke afgørende for vores frelse. Det afgørende er erkendelsen af, at vi har brug for Jesus.

Dog giver også god mening at bekende konkrete synder:

a. Dermed kan du opleve helt konkret befrielse, at Guds nåde løfter en byrde fra dig.

b. Når du lever som kristen, lever du i kamp mod synden. Har du bedt om tilgivelse for en konkret synd, giver det mindre mening at fortsætte med at udøve den.

c. Hvis der er noget synd der plager din samvittighed, kan det være rart at opsøge en præst, og gå til skriftemål. Du har sikkert set det på film, men det er ikke kun noget der foregår i den katolske kirke. Man har en samtale om det man vil bekende, og så er der et lille ritual, hvor præsten på vegne af Jesus giver dig syndernes forladelse.

Vi blev skabt til at leve i kærlighed til mennesker omkring os, og til Gud. Til på alle mulige måder at få livet omkring os til at sprudle - sammen, i fællesskabet. Men vi kom til at vende interessen ind ad, vi kom til at nøjes med at fokusere på os selv. Blev egoister. Krummede os sammen om os selv.

Hvad er redningen?
Resten af bibelen handler om, hvordan Gud ønsker at rede os fra synden. For det er nemlig ikke det der er der fede - at være egoist, at være alene. Vi er skabt til fællesskab, og som sagt, til at få livet omkring os til at sprudle. Det er det Gud gør, og vi er skabt til at gøre det sammen med ham. Problemet er at vi også vælger Gud fra, når vi nøjes med at fokusere på os selv. Men det er hos ham livet er. Gud ønsker at rette os ud igen, at vise os hvor vildt livet er - hvor stor han er. Han ønsker fællesskab med os. Stadig væk. Selv om vi egentlig har valgt ham fra.

Det er egentlig hele grunden til at Jesus blev menneske. Gud, der på ingen måde er egoistisk, blev født i en verden fyldt med egoister, for at rede os fra den tilstand. Han tager straffen for alt det ukærlige vi har gjort og gør. Når vi bliver døbt føres vi tilbage til fællesskabet. Hans død bliver min død = straffen for min synd er betalt. Hans opstandelse bliver min opstandelse = jeg kan være sammen med Gud uden skyld og skam, også når Gud engang skaber en ny jord. Hele skabningen lider nemlig under dette problem, så en dag "resetter" Gud universet, og så skal vi være sammen uden sygdom, naturkatastrofer og det der får os til at såre hinanden. Derfor er troen på Gud alt afgørende. 

Men hvis vi er syndere, kan vi så ikke gøre noget godt?
Jo, vi kan heldigvis stadig gøre noget af det vi er skabt til. Vi kan stadig godt få livet omkring os til at sprudle. I hvert fald i nogen grad. Men det vil altid have en bismag. Det forår vi lige har haft er et godt eksempel. Både på Guds skaberkraft, på hvor smukt det er. Men også på, hvordan menneskets misbrug af naturen giver globalopvarmning og skøre vejrforhold. Naturen er smuk. Men den degenererer, bevæger sig mod noget dårligere. Der bliver desværre mere sygdom, flere udfordringer.

Vil det sige, at man bare skal lade stå til?
Nej, selv om det ligger i vores natur at synde, skal vi ikke bare acceptere det, og lade synden fylde. Lige som vi skal gøre alt hvad vi kan, for at passe på naturen, skal vi også gøre alt hvad vi kan, for at passe på hinanden. For at være gode mod hinanden, for at vise kærlighed til hinanden. Det er stadig meningen, at vi skal forsøge at få livet omkring os til at sprudle. Og det gør vi ikke ved at synde, ved at vælge det egoistiske. Hvis jeg er døbt og tror på, at Jesus har taget min straf, og vist mig så meget kærlighed - så giver det heller ikke mening, ikke at forsøge at give det videre. Jesus gjorde det gratis, mens vi stadig var hans fjender. Han gjorde det uden at kræve noget af os.

Vi skal altså også elske vores omgivelser, selv vores fjender, uden betaling, uden at de skal gøre sig fortjente til det. Når vi så alligevel synder, så må vi bekende det for Gud og for de mennesker vi sårer, og bede om tilgivelse. Vi kan ikke kræve tilgivelsen af mennesker - men Gud har lovet at tilgive. Han har givet sit liv for det. Han har redet os fra det problem, vi ikke selv kan fikse.

Alt det her med synden, kan I læse om her, i 1. Mosebog kapitel 3.

I kan også læse helt kort, hvad kristendommen handler om, lige her. 

Til sidst, en artikel om det med at være kristen og synder på samme tid.

Skrevet af Nikolaj Karkov

Det lange svar er:

Gud går ikke ind for stening, da han ikke ønsker, at vi mennesker skal slå hinanden ihjel.

Det er korrekt, at jøderne i det Gamle Testamente fik besked om at stene folk, pga. forskellige slags synd. F.eks. omtales der i 5. Mosebog kap. 21, vers 18-21, hvordan en søn skal stenes til døde, på grund af ulydighed overfor forældrene. Den konkrete straf i dette tilfælde er på grund af overtrædelse af det 5. bud, som taler om, at vi skal adlyde vores forældre.

Bekæmpe ondskab

Formålet med straffen i det tilfælde, og de lignende steder, er først og fremmest at bekæmpe ondskab.

Ondskab skader folk og ødelægger liv, og derfor bør det bekæmpes og fjernes. Gud ønsker at passe på mennesker, og han ønsker at give os det bedst mulige liv, og derfor gav han bl.a. de 10 bud, for at der ikke skulle gives plads til de ting, som ødelægger livet, samfundet, og os mennesker.

De konkrete regler og love, som jøderne havde (f.eks. 3. og 5. Mosebog), var en konkretisering af de 10 bud (se 2. Mosebog kap. 20, vers 1-17). Disse regler kaldes også for de sociale og religiøse regler. Og disse regler er ikke længere gyldige, da de tilhørte ”den gamle pagt”, og alle er blevet afskaffet af Kristus Jesus i ”den nye pagt”, hvor det handler om at tro på Jesus. Reglerne, som jøderne skulle overholde, var blot midlertidige regler, som skulle bruges til at skabe fred, ro og sikkerhed i landet, ligesom de danske regler og love bruges i dag.

Men hvorfor dødsstraf?

I Danmark har vi ikke dødsstraf, men f.eks. afsoning på livstid eller behandlingsdomme. Det er dog meget ressourcekrævende at have et retssystem uden dødsstraf. Vi kan have et samfund uden dødsstraf, fordi vi er et rigt samfund, som har råd til at sætte forbrydere bag tremmer i mange år. Den samme velstand fandtes ikke i det gamle Israel, og derfor var dødsstraf et nødvendigt onde for at opretholde et stabilt retssamfund med de ressourcer, som var til rådighed.

Men, hvorfor indførte Gud overhovedet en dødsstraf? Det er jo hamrende uciviliseret og nærmest ondt af Gud – eller hvad? Kunne Gud ikke bare have sagt til dem, at de skulle sætte ”de onde” i fængsel?

Gud indførte dødsstraf (stening) for at straffe og begrænse ondskaben i samfundet. Men loven om stening var en midlertidig lov, som gjaldt i det jødiske samfund. Og denne lov og lignende love er ikke længere gyldige.

Hvad gælder så i dag?

De 10 bud er til gengæld stadigvæk gyldige, da de alle er blevet bekræftet (og dermed gjort gyldige) af Jesus selv, når han nævner dem og citeres for det i teksterne i det nye testamente. Se f.eks. Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet kap. 5- 7 og Markusevangeliet kap. 10, vers 17 – 22.

Kristne skal ikke og må ikke stene folk, da vi ikke må slå ihjel. Jesus afviser også at stene en kvinde, som nogle jødiske mænd tager med hen til ham: ”Den af jer, som er uden synd, skal kaste den første sten.” (Johannesevangeliet kap. 8, vers 7)

Vi skal med andre ord adlyde og følge de 10 bud (elske Gud og vores næste), og overlade straffen til Gud.

De nuværende love og regler vi har i f.eks. Danmark, er alligevel på en måde en konkretisering af de 10 bud. Vi har skatteregler fordi vi ikke skal stjæle fra hinanden, vi har færdselsregler fordi vi ikke skal slå ihjel, og vi har ejendomsret fordi vi skal have respekt overfor hinandens ejendele.

Vi er kaldet til at adlyde landets love, så længe de ikke strider mod Guds bud eller vores egen samvittighed.
Dette kan nogle gange give problemer og udfordringer, men nogle gange er der forskel på den danske lovgivning og Jesu lære.

I de tilfælde er vi kaldet til at bruge vores sunde fornuft og vores samvittighed, som begge er givet af Gud.

Håber dette var svar på dit spørgsmål.

Mvh. LMU / Filip Osmundsen, ungdomskonsulent

Svar:

Rigtig mange kristne oplever at kæmpe med tvivl. Det kan fx være, at man tvivler på, om Gud virkelig findes, om han virkelig har skabt verden, om Jesus virkelig var Guds søn, om Jesus virkelig er den eneste vej til Gud osv. Man bliver frustreret, fordi man oplever, at tvivlen er ødelæggende for troen, og man bliver bange for, om man nu også er en ”rigtig” kristen, når man nu kæmper så meget med tvivl.

Men så er det værd at huske på, at tvivl ikke er troens modsætning. For at forstå det er det nødvendigt først at forstå, hvad tro er. Der findes nemlig to slags tro. Den første slags tro er den tro, man har i hovedet, altså en tro på nogle bestemte sandheder om Gud: at han findes, at han er almægtig, at han er kærlig, at Jesus er Guds søn. Det er i forbindelse med denne form for tro, at man kan tvivle. Men heldigvis er det ikke denne slags tro, som er den frelsende tro. Den frelsende tro handler nemlig ikke først og fremmest om, at tro nogle bestemte ting om Gud, men om at tro på Gud, dvs. stole på ham, komme til ham som man er og lægge sig i hans hånd med al ens synd og tvivl. Det er muligt at komme til Jesus og have tillid til ham samtidig med, at man kæmper med tvivl på, hvem Jesus i det hele taget er. Jesus vil ikke først tage imod os, når vi har fået bekæmpet enhver tvivl i vores hjerter, nej, han har lovet altid at tage imod os, som vi er, når vi kommer til ham (Joh 6,37). Hvis jeg kommer til Jesus som jeg er, med al min synd og tvivl, så ejer jeg den frelsende tro, så er jeg en ægte kristen!

Da Jesus gik på jorden blev han opsøgt af et utal af mennesker, der havde hørt rygter om ham. Mange af dem fik lov til at høre ordene: ”Din tro har frelst dig” (fx Matt 9,22). De kom til Jesus som de var, og dermed ejede de den frelsende tro. Men kan vi så samtidig konkludere, at de alle havde en tro, som var klinisk renset for tvivl? Havde de alle en fuldstændig afklaret tro på, at Jesus var Guds søn? Nej, selvfølgelig ikke. De havde formentlig alle sammen en svag og usikker tro på Jesus. Kunne han virkelig være Messias? Kunne han virkelig være Guds søn? Havde han virkelig magt til at helbrede? De spørgsmål har kørt rundt i hovedet på dem. Deres tro har uden tvivl været plaget af tvivl. Men det betød ikke noget, så længe de kom til Jesus, som de var. De kom til Jesus med deres tvivl, og det blev til frelse for dem. Det vigtige er nemlig ikke troens styrke, men om troen kommer til Jesus. Hvis du har en stålfast tro på, at Jesus virkelig er Guds søn, men aldrig kommer til ham og bekender din synd for ham, så går du fortabt på trods af din stærke tro. Hvis du har en svag og bævende tro på, at Jesus er Guds søn, men kommer til ham og bekender din synd og tvivl og beder ham om tilgivelse, så er du frelst på trods af din svage tro!

Den frelsende tro er at komme til Jesus, og det kan man gøre selvom man tvivler. Tvivlen er altså ikke den frelsende tros modsætning. Den frelsende tros modsætning er vantro, altså det ikke at ville komme til Jesus og stole på ham. Tvivl er en del af kristenlivet, som vi alle må kæmpe med så længe i er i denne verden. Det kan være en hård kamp, men vi må aldrig bilde os ind, at vores tvivl diskvalificerer vores tro.

Skrevet af Andreas Kammersgaard Ipsen

Specielle Paulus

Når man ser på den måde, Gud kalder, er det nogle gange på en meget speciel eller ekstraordinær måde. Paulus fra Det Nye Testamente er en mand, der blev kaldet på en speciel måde. Det var specielt, fordi han blev slået til jorden og så og hørte Jesus tale til ham i et syn. Det var også specielt, fordi han fik forholdsvist præcise instrukser på, hvad han skulle gøre. Dels, at han skulle rejse sig og gå til Damaskus, dels, at han var udvalgt til at være hedninge-apostel, dvs. apostel for ikke-jøder. Paulus’ kaldelse kan vi læse om flere steder i Det Nye Testamente. F.eks. Apostlenes Gerninger kapitel 9.

Almindelige Josef

Der er mange eksempler i Bibelen på, at mennesker bliver kaldet af Gud på en speciel måde. Men der er faktisk også mange eksempler på, at det foregår almindeligt og langt mere hverdagsagtigt. Vi lægger ikke så ofte mærke til det, netop fordi det ikke forekommer os så usædvanligt. Josef fra 1. Mosebog i Det Gamle Testamente er et eksempel på et menneske, som undervejs højst sandsynligt ikke er klar over, at Gud er ved at føre sin plan igennem med ham. Hans brødre sælger ham som slave, og han bliver kastet i fængsel pga. falsk anklage, men ender som Faraos næstkommanderende i Egypten. På et sent tidspunkt i livet konstaterer han, at det er Gud, der førte ham igennem det hele, for at han skulle redde sin familie fra sultedøden (1. Mosebog 45,5).

Der er sket store omvæltninger i Josefs liv for at kunne nå dertil, hvor han er til sidst, og det bemærkelsesværdige er, at omvæltningerne sker ved, at Josef lever et liv med høj moral og gudsfrygt. Som slave i Potifars hus er han trofast og dygtig og bliver til sidst betroet ledelsen af hele husholdningen. Så ryger han i fængsel, fordi han ikke vil forråde Potifar ved at gå i seng med Potifars kone. I fængslet opfører han sig eksemplarisk og får efterhånden opsyn med de andre fanger. Han hjælper nogle af sine medfanger med drømmetydning, hvilket til sidst fører ham til Farao, hvor han via dygtigt lederskab til sidst ender med ansvar for hele Egypten og bliver til redning ikke bare for hans egen familie, men også det egyptiske folk. Josef bliver vejledt af Gud gennem livet simpelthen ved at leve et fromt liv, og så lader Gud tingene ske. Paulus, Josva og Josef er eksempler på mennesker, Gud bruger til meget vigtige led i hans frelsesplan, men de bliver kaldet på meget forskellig måde.

Kirke og samfund

Gud vejleder og kalder også til forskellige typer af opgaver. Mange har tendens til kun at knytte overvejelser om Guds kald og vejledning til kirkelige opgaver. Med det mener jeg opgaver, som på en eller anden måde har med befalingen om at gøre alle folkeslag til Jesus disciple at gøre (Matthæusevangeliet 28 vers 19). Den befaling er givet til alle, der tror på Jesus. De kirkelige tjenester er meget forskellige såsom undervisning, praktiske opgaver, ledelse og forkyndelse, men de kan alle føres tilbage til ovennævnte befaling. Alle troende skal adlyde den befaling på en eller anden måde. Nogle gange kaldes vi på en speciel måde til specielle opgaver, andre gange er det ganske ordinært og almindeligt.

Men Gud har også givet os en anden befaling, som ikke fører tilbage til missionsbefalingen i Matthæusevangeliet 28, men tilbage til 1. Mosebog 1 hvor skabelsen af mennesket bliver beskrevet. "Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden. Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v28 Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1. Mos 1,26-28).

Mennesket er skabt i den skabende og arbejdende Guds billede. Det betyder, at vi er skabt til at skabe og arbejde, og Gud befaler os at gøre det. Det bliver kaldet kulturbefalingen. Kulturbefalingen er givet til alle mennesker. Det er vigtigt, at også den type arbejde er befalet af Gud. Ingeniører, pædagoger, borgmestre, mekanikere, landmænd og revisorer udfører et lige så guddommeligt arbejde som præster, evangelister og sjælesørgere. Nogle gange kalder og vejleder Gud på en ekstraordinær måde også til denne type opgaver, andre gange er det ganske almindeligt.

Hvad skal vi så gøre for at finde ud af, hvad Gud vil med os?

Er det Paulus-kaldet?

Hvis du har haft en drøm, set et syn, hørt en stemme eller været udsat for en række usædvanlige begivenheder er det naturligt at overveje, om det er Gud der vejleder eller kalder dig på en speciel måde. Det svære er at vide sig sikker på, at det er Gud, der taler. Vi kan nogle gange tro, at jo mere specielt eller ekstraordinært kaldet er, jo større sandsynlighed er der for, at det er fra Gud. Det er ikke rigtigt. For man kan have syner, drømme, høre stemmer og opleve ting, som ikke direkte har med Guds vejledning at gøre. Det er vigtigt at have en god baggrund for at vurdere det. Bøn til Gud om be- eller afkræftelse er vigtig. Gud taler først og fremmest gennem Bibelen, og derfor er godt bibelkendskab en stor hjælp i overvejelserne. Vejledning, der strider mod Bibelen, kommer ikke fra Gud. Det er også vigtigt at tale med andre om det. Ens egne tanker, syner, drømme o.l. kan beskrives som et indre kald. Samtale med gode venner og erfarne kristne kan fungere som et ydre kald. Ofte kan det indre og ydre kald bekræfte hinanden. Nogle gange må man prøve tingene af. Tage nogle skridt i tro og bede Gud om vejledning.

Er det Josef-kaldet?

Hvis du ikke har oplevet det specielle kald i form af drømme, syner eller lignende, gælder stort set de samme ting, som hvis du havde. Det er nemlig ikke fordi, Gud ikke har en plan med dig, men fordi han kalder og vejleder på en mere almindelig måde. Bøn er vigtigt. Bed Gud om at bruge dig og vær åben overfor de muligheder, der byder sig. Gud taler først og fremmest gennem Bibelen, så et godt bibelkendskab hjælper meget. Kulturbefalingen og missionsbefalingen er begge vigtige vejledninger fra Gud. Guds bud kan sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud om, at vi skal elske Gud og medmennesket. Det udelukker f.eks. valg, der alene er styret af egoisme eller job/tjenester, der er til skade for medmennesket. Samtale med gode venner og erfarne kristne kan være en meget god hjælp. Gud kalder også gennem vores fornuft og vilje, så hvis du synes, noget er fornuftigt og i overensstemmelse med både Guds og din vilje - så prøv det stille og roligt af.

Skrevet af Reidar Puggaard Poulsen

Hallo, er du der?

Ved de fleste telefonsamtaler kan man høre, at der er nogen i den anden ende, også når man selv er i gang med en lang smøre. Det kan være, der er lidt baggrundsstøj, eller at den man taler med, engang imellem siger hmmm eller nååh, eller øv eller noget andet i den stil. Engang imellem sker det også, at der bliver helt fuldstændig stille. Så kommer man i tvivl, om der er nogen i den anden ende. Måske er signalet røget eller telefonen løbet tør for strøm. "Hallo er du der", spørger man så. Forhåbentlig får man svaret, ”ja ja, jeg lytter”.

Når vi beder til Gud, er det meget ofte, at vi ikke kan ’høre’, om der er nogen i den anden ende. Det kan være meget frustrerende. Det er som om, bønnen ikke når højere end til loftet i det lokale, man sidder i, eller at bøn opleves som at slynge ord ud i den tomme luft. Tavsheden fra Guds side er frustrerende. Hvorfor kan Gud ikke bare svare og lade os mærke eller fornemme, at han lytter?

Gud svarer også engang imellem, sådan som vi ønsker, han skal svare. Det sker faktisk, at mennesker føler en særlig ro i og sikkerhed for, at Gud har hørt bønnen. Nogle gange opleves det nærmest som en fysisk reaktion. En varme gennem kroppen, en afslappethed eller lignende. Men det er slet ikke hver gang, at Gud svarer på den måde. Han har andre måder, han lader os vide, at han lytter, og det er vigtigt at få med for ikke hver gang at blive frustreret over hans tavshed.

Gud lytter - det står sort på hvidt

Problemet for os er, at han svarer på en måde, vi opfatter som kedelig og måske også lidt kold. Gud taler først og fremmest til os gennem Bibelen. Det gælder også, når han skal lade os vide, at han hører vores bøn.

Når vi spørger ”hallo er du der?”, så svarer Gud:

"Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,19-20).

"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for" (Matt 7,7-8).

"Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. "Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om" (1. Joh 5,14-15).

Når vi beder er signalet altid godt og telefonen løber aldrig tør for strøm. Gud lytter altid, og derfor skal vi bare tale med ham. Ingen afgifter, ingen begrænsninger, ingen tekniske problemer kun fri tale. Jeg syntes faktisk, det er befriende, at vores sikkerhed for, at Gud lytter, ikke er vores fornemmelse eller følelse af det. Det ville være rart oftere at fornemme hans lytten, men hvis det var en betingelse, ville bøn blive en krampagtig og følelsesmæssigt krævende størrelse.

Virker bøn overhovedet?

Ok, betyder det så, at alle frustrationer med bøn er løst, fordi vi er garanteret at han lytter? Nej desværre, og faktisk kan frustrationerne vokse i størrelse pga. den viden. For hvorfor svarer han så ikke, ved f.eks. at give os det vi beder om? Hvad kan jeg bruge en lyttende men tavs Gud til? Gud lover mange steder i Bibelen at give, hvad vi beder om – hvorfor holder han ikke, hvad han lover? Er det fordi, vi beder forkert? Er det fordi, vores tro er for lille?

Jeg tror ikke, jeg kan komme med noget 100% tilfredsstillende svar, men jeg tror, at der kan siges noget, der gør frustrationerne mindre eller i hvert fald mere præcise:

For det første er bøn ikke en kommunikationslinje til en svarautomat. Mange gange kan vores bøn afsløre, at vi opfatter Gud som et middel til lykke. Gud er ikke et middel til at nå et andet mål. Han er Gud, far, frelser, Herren, skaberen, hellig, alvidende, den der dømmer til fortabelse, den der frikender, den du kan hvile hos. Bøn er samtale med ham. I relationerne mellem mennesker er selve samtalen nogle gange løsningen på problemet. Det samme gælder i relationen til Gud. Det nytter at bede, bøn virker ved det enkle faktum, at samtalen kommer i gang. Vi henvender os til Gud. Vi kommer til Gud.

For det andet svarer Gud ikke altid ved at give os det, vi beder om. Jeg ved godt, at mange vil protestere mod den påstand og henvise til en hel del steder i Det Nye Testamente, hvor Gud lover at give os det, vi beder om. Og ja, det er rigtigt, at nogle steder står løfterne fuldstændig uden forbehold. Man kan f.eks. gentage et af de ovenstående bibelcitater: ”For enhver, som beder, får” (Matt 7,8). Men det gælder for en hel del af de steder, at der i den sammenhæng, hvor løftet står, også står en eller anden variant af bønnen eller forbeholdet "hvis det er din vilje". Forbeholdet står mange steder, og især er det fremhævet af Jesus på to meget afgørende punkter. Det ene er i hans undervisning om bøn. Disciplene beder Jesus om at lære dem at bede. Hans svar er at give dem/os Fadervor. I Fadervor indgår bønnen: Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. På et andet tidspunkt får vi et indblik i, hvordan Jesus, som må være vores store forbillede også i bønnen, beder. Jesus beder sådan her i Getsemane Have forud for den største prøvelse, han overhovedet kan komme ud for: "Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42)

Jeg er overbevist om, at alle løfter om bønnesvar i Bibelen har "Guds vilje" som forbehold, også de steder hvor det ikke er direkte fremhævet. Andet ville gøre bønnen farlig, og det vil overhovedet ikke harmonere med det billede Bibelen i øvrigt tegner af Gud.

Er problemet så løst?

Afhjælper det frustrationerne ved bøn? Kun delvist. De fleste af os må nogle gange indrømme, at Gud ved bedre, og det vi har bedt om, måske ikke var til bedste for os. Men der er altså også nogle gange, hvor Guds manglende positive svar er helt uforståeligt. Der er situationer, hvor vi ikke kan finde nogen som helst grunde til, at Gud ikke skulle gribe ind. Hvorfor tillader Gud smerten i vores liv? Det problem er ikke løst, men det er ikke længere et problem ved bønnen, men et "problem" ved Gud.

Leif Andersen har skrevet to gode bøger der behandler de emner:

”Gud, hvorfor sover du” og ”Jamen, bad jeg da for lidt”

Du kan også læse mere i denne artikel...

Skrevet af Reidar Puggaard Poulsen

Nogle eksempler fra Bibelen

”Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte” (Luk 12,5).
”For vor Gud er en fortærende ild” (Hebr 12,9).
”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25,41).
”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn” (Joh 3,17).
”Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1Tim 2,3-4).

Det er rigtig svært at få de to typer udsagn om Gud til at hænge sammen, og alligevel er det udsagn, som Bibelen og mange kristne helt korrekt holder fast ved. Vi må tage til efterretning, at Gud både dømmer til evig fortabelse og er kærlig. Alternativet er en gud, vi selv opfinder, men sådan en gud er en falsk gud og ikke værd at tro på eller tilbede.

Selv om man tager bibelens beskrivelse af Gud til efterretning, svarer det dog ikke på spørgsmålet, hvordan kan begge dele gælde den samme Gud. Mange har forsøgt at svare og nogle svar fylder mange tykke bøger. Følgende er kun et kort svar:

Retfærdighed

Gud er retfærdig, og derfor må han nødvendigvis dømme overtrædelser. Stort set alle mennesker har en retfærdighedssans, der bliver krænket, hvis overgreb ikke dømmes. Hvis en dommer i det danske retssystem ikke dømte en skyldig voldtægtsforbryder til straf, men så igennem fingre med forbrydelsen, ville vi alle forarges. Det ville være dobbelt overgreb mod voldtægtsofferet. Selvom det umiddelbart kan virke sympatisk at se igennem fingrene med overgreb, ville de fleste syntes, det var et forfærdeligt samfund at leve i, hvis det blev det generelle princip. Vi lever i Guds verden, og derfor gælder Guds standarder for, hvad der er overgreb/synd. De standarder, syntes nogle måske, er mærkelige, men det at Gud straffer synd, er ikke så mærkeligt. Vi kan have tendens til at protestere, når det rammer os selv, men grundlæggende er de fleste enige om, at til forbrydelse hører straf – andet er ikke retfærdigt.

Når Gud kan tilgive synd, uden at vi bliver straffet, er det ikke, fordi han ser gennem fingre med synden og dermed opgiver sin retfærdighed, men fordi han vælger selv at tage straffen: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus” (Rom 3,25-26). Gud er retfærdig, derfor straffer han, også når han tilgiver os. Det er bare en anden, der får straffen.

Frihed

Et forældrepar tager mange beslutninger på vegne af deres barn. Hvis der er tale om et spædbarn tager forældrene alle beslutninger. Efterhånden forventes barnet at tage flere og flere beslutninger selv, og for de fleste forældre er målet og ønsket, at barnet som voksen selv tager de beslutninger, de ville have taget på vegne af barnet, hvis det var dem, der fortsat skulle tage beslutninger for barnet. Derfor opdrager gode forældre børn til selvstændighed. Det er dog nødvendigt for forældre at give børnene reel frihed til at vælge. Uden frihed til også at vælge imod forældrenes ønsker og værdier ville der ikke være tale om reel selvstændighed. Man vil også kunne tale om en form for magtmisbrug, hvis forældre psykisk eller fysisk/økonomisk begrænsede det voksne barns frihed. Omvendt ville der heller ikke være tale om reel selvstændighed, hvis forældrene ikke lod det voksne barn tage konsekvenserne af sine egne valg.

Forholdet mellem forældre og barn kan hjælpe os lidt til at forstå Guds kærlighed og Guds dom til evig fortabelse. Vi er ikke Guds robotter eller marionetdukker, simpelthen fordi Gud har skabt os som selvstændige mennesker og ønsker, at vi skal være selvstændige. Gud giver os reel frihed til at vælge ham og hans værdier fra. Gud giver os også reel frihed ved, at konsekvensen af vores fravalg rammer os selv. Det er et udtryk for respekt for menneskets valg, at Gud dømmer mennesker til evig fortabelse.

Kærlighed

Tvangsægteskaber, hvor den ene part tvinger den anden, er ikke et godt udgangspunkt for kærlighed. Fra den ene side er forholdet et udtryk for egoisme, fra den anden side tvang. På samme måde er et forhold baseret på andet end kærlighed, ikke tilfredsstillende for den der elsker. At blive valgt, fordi man er rig, har indflydelse eller bare fordi, kvinden ikke har andre muligheder, er ikke tilfredsstillende for en mand, der elsker en kvinde. For at illustrere netop dette fortæller Søren Kirkegaard en historie om en konge, der opgav al sin magt og rigdom, før han nærmede sig den kvinde, han var forelsket i, for at være sikker på at kvinden valgte ham af kærlighed til ham og ikke pga. hans magt og rigdom. Gud ønsker, at vi skal elske ham. Derfor kommer han til os i selvopofrende kærlighed. Han bruger ikke sin magt eller sit frygtindgydende væsen til at ’tvinge’ os, men kommer i ydmyghed og kærlighed ved at ofre sig selv for os. Hans kærlighed er sådan, at han elsker os, uanset hvordan vi er. Hans tilgivelse er gratis for os. Når Gud dømmer til evig fortabelse, er det ikke fordi, han ønsker at dømme os, men fordi vi fravælger hans gratis tilgivelse.

Ved at sammenholde retfærdigheden, friheden og kærligheden kan det være lidt nemmere for os at forstå, at Gud samtidig kan være kærlig og dømme til evig fortabelse.

Skrevet af Reidar Puggaard Poulsen

Gud er forfatter til Bibelen

Bibelen er en lille bogsamling bestående af 66 bøger, der er skrevet af mange forskellige forfattere i en periode på over 1000 år. Alligevel hævder Bibelen, at Gud er forfatter til bibelen. Blandt andet Paulus skriver det i sit andet brev til Timoteus: ”Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2. Tim 3, 14-17). Her skriver Paulus konkret om de skrifter, vi finder i Det Gamle Testamente, men samtidig er det tydeligt, at Jesus’ og apostlenes ord tillægges samme autoritet som de gammeltestamentlige skrifter. Sådan opfattede de kristne i de første århundreder efter Jesus’ død og opstandelse det.

Altså er Bibelens beskrivelse af Bibelen, at der er tale om en form for dobbelt forfatterskab. De bibelske skrifter har forskellige mennesker som forfattere, og derfor bærer skrifterne præg af deres personlighed, kultur, sprog og samtid. Samtidig er det, skrifter der er ’indblæst af Gud’. Det vil sige, at Gud også er forfatter. Og det er netop derfor, en kristen kan have tillid til Bibelen – Gud er forfatter. Sådan som Gud bliver beskrevet, ville han aldrig tolerere fejl i noget, han har skrevet.

Jeg tror på dig, men ikke på det du siger

Det giver ikke mening at sige til et andet menneske: ”Jeg har 100% tillid til, at du siger, hvad der sandt, men det du lige sagde, tror jeg ikke på”. På samme måde giver det heller ikke mening at have tillid til Gud, men ikke til de skrifter hvor i Gud meddeler sig til os. Man kan altså tro på Bibelen, hvis/når man tror på Gud.

Der står ganske vidst mange ting i Bibelen, som virker så fantastiske på os, at det naturligste er at afvise det som myter og gamle historier fra fantasiens verden. Jesus der gik på vandet. Moses der førte Israels folk tørskoet gennem havet. Jesus der gjorde vand til vin. Peter der mirakuløst helbredte mennesker. Men her er det netop vigtigt at have Gud med i billedet igen. Hvis Gud eksisterer, så er det lige pludseligt ikke så mærkeligt, at der sker fantastiske ting. Hvis Jesus virkelig var Gud, så er det vel ikke spor mærkeligt, at han kunne gå på vandet og kalde sin gode ven Lazarus tilbage til livet efter at have været død i flere dage?

Tillid til Bibelen kommer ikke først og fremmest ved, at man har læst bøgerne igennem, og så har konkluderet, at det bare passer alt sammen 100%, Nej, tillid til Bibelen kommer af at have tillid til forfatteren, også selvom noget i Bibelens bøger ser ud til at være løgn og latin.

Bibelen er faktsik troværdig

Ud over at have tillid til Bibelen fordi Gud er forfatter og dermed garant for dens troværdighed, så forekommer Bibelen også meget troværdig i sit indhold, når man vurderer Bibelen på samme måde, som man vurderer andre bøger. Hvis der havde været tale om ren fantasi, ville Bibelen helt sikkert ikke have beskrevet heltene og forbillederne så negativt og ydmygende, som Bibelen ofte gør. Bibelen er realistisk og vækker derfor tillid, når den beskriver menneskers indre.

Bibelens troværdighed kommer også til udtryk, når fx Paulus direkte skriver om, hvor troværdigt det er at tro på Kristi opstandelse: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro” (1. Kor 15,3-11)

Hvis Paulus havde fundet på hele historien om Jesus opstandelse, ville det være fuldstændig umuligt at skrive, som han gør. Det kunne simpelthen tjekkes på en stor gruppe mennesker, som selv havde set Jesus i levende live efter hans død. Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet. Bibelen, i dette tilfælde i Paulus første brev til korintherne, giver en troværdig beskrivelse af Jesu opstandelse, der var mulig at teste. Når/hvis det er sandt, at Jesus var Gud, som lod sig korsfæste, kan vi have tillid til det Jesus og hans apostle sagde, for Gud/Jesus er troværdig.

Og ja, det er en ringslutning. Tillid til Bibelen hænger nemlig sammen med tillid til Jesus. Man kan ikke forvente at få tillid til Bibelen uden først at have tillid til Gud.

Skrevet af Reidar Puggaard Poulsen

Der kræves ikke gode gerninger og stærke følelser

I Johannesevangeliet kapitel 3 læser vi om en samtale, Jesus havde med en mand, der hed Nikodemus. Jesus får sagt en række meget vigtige ting om frelse og fortabelse i den samtale. Blandt andet siger han: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (vers 16) Svaret på spørgsmålet, om hvordan man bliver frelst, er altså ved at tro på Guds søn, Jesus.

Johannes har ud over johannesevangeliet også skrevet nogle breve. I et af dem, det vi kalder 1. Johannes’ brev, skriver han: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” (kap. 5 vers 13). Johannes forklarer dermed, hvordan man bliver frelst: Ved at tro på Jesus – og at man skal kunne vide, om man er frelst. Det, som man med et lidt gammelt ord kalder at have frelsesvished.

Der er flere vigtige ting at bemærke. For det første er det vigtigt at bemærke, hvad der ikke står. Der står f.eks. ikke noget om, hvordan man skal opføre sig, hvad man skal levere af gode gerninger, stærke følelser, store åndelige oplevelser, bodsøvelser eller lignende for at blive frelst. Mange gange opfinder vi mennesker forskellige ting, vi mener, er nødvendige for at blive frelst, men ifølge Bibelen er det kun troen på Jesus, der er afgørende.

Det vigtige er, HVEM du tror på

Det er også vigtigt at bemærke, at det er troen på Jesus, der er afgørende. Man kan tro på mange forskellige ting, og troen kan måske endda være meget stærk og følelsesfuld, men hvis det ikke er en tro på Jesus, så er den ingenting værd i forhold til frelse og fortabelse. Det vigtige ved troen er altså, at det er en tro på Jesus. Derfor er det dét, Jesus og Johannes nævner. De skriver ikke noget om, at det skal være en stærk tro, en følelsesmæssig tro, en radikal tro eller en tvivlende tro, det vigtige er, hvem man tror på.

I Paulus’ første brev til korinterne skriver han i kap. 1 vers 21-24: ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom”. Det, at vi skal tro på Jesus som Guds korsfæstede og genopståede søn for at blive frelst, er noget, Gud har besluttet. Han spørger ikke os om råd, hvad vi syntes om det, eller om vi har andre forslag. Nej, det er noget, han har besluttet, noget som vores/menneskers visdom aldrig selv ville have besluttet. Troen, som frelser os, handler derfor ikke om, at vi forstår, hvorfor Gud har valgt den måde at frelse på, eller om vi synes, det er klogt, fornuftigt, nemt, svært eller logisk. Vi må ganske enkelt tage til efterretning, at det er den måde, Gud frelser os på.

Men jeg lever jo ikke, som jeg burde

Der er dog mange mennesker, der tror på Jesus, men alligevel er meget usikre på, om de er frelst. Det skyldes, at de slet ikke lever op til det billede, de har af, hvordan et kristent menneske bør leve. Deres følelser, tanker og handlinger står i modsætning til, hvordan det burde være hos et Jesus-troende menneske, der har Helligånden i hjertet. Paulus kender denne frustration. Læs hvordan han beskriver sin frustration i slutningen af kapitel syv i Romerbrevet. ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde” (Rom 7,15-21).

Paulus er altså frustreret over, at han ikke lever sådan, som han burde leve. Men selvom han er frustreret, kan han alligevel juble og takke for frelsen: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov. Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov” (Rom 7,24 – 8,2). Pointen er, at frelsen netop ikke kommer ved lovoverholdelse, altså succes med at holde Guds love, men ved at være i Kristus Jesus. Når man er i Kristus Jesus, er der ingen fordømmelse, uanset hvor dårlig samvittighed man har, eller hvor svag man er overfor fristelser.

Senere i Romerbrevet skriver Paulus: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom 10,9). Sådan har Gud bestemt, at mennesker bliver frelst. Det er fantastisk med guddommelig garanti. Mindre sikkerhed kunne ikke gøre det i så vigtigt et spørgsmål.

Skrevet af Reidar Puggaard Poulsen