Hvis du endnu engang er gået død i din bibellæsning – så fortvivl ikke – prøv nye måder.
1. Samme tekst i 14 dage
Find en tekst, som du vil læse hver dag i 14 dage. Læg mærke til om du opdager nye ting, når du læser den gennem forskelligt humør og forskellige oplevelser.
2. Hvad skal jeg bruge i mit liv?
Når du har læst teksten, så find én ting som du vil bruge konkret i dit liv bagefter (fx glæde, bøn, trofasthed, bekendelse, osv.)
3. Læsemakker
Lav en aftale med en anden om, at du sender en sms med et spørgsmål eller en refleksion, efter du har læst. Det er en fordel, at den anden gør det samme, også selvom I ikke læser det samme. Man kan også mødes med en ven, eller læse med kæresten.
4. Lær udenad
Find et godt vers du vil lære udenad. Sig det højt hver gang du spiser et stykke rugbrød. Ord fra Bibelen er benzin på motoren – på samme måde som rugbrød for kroppen.
5. Overstregning
Find en tusch og overstreg de steder hvor der står noget om Guds væsen. Efterhånden vil du få større overblik over, hvor stor og kompleks Gud er.
6. Offentlig
Læs offentlige steder, fx i toget eller i parken. Det er alligevel ventetid og stilletid - og så giver det måske mulighed for samtale?
7. Lyt
Få Bibelen læst op - det er faktisk langt under halvdelen af os, der lærer bedst ved at læse. Find forskellige muligheder her.
8. Eget navn
Gør det personligt ved at læse dit eget navn ind de steder, hvor det er naturligt.
9. Vejledningshæfter
Brug et af de mange vejledningshæfter som findes, fx fra Bibellæser-Ringen.
10. At nørde henvisninger
Er du mere grundig, kan du fx læse et vers, og så 5-10 gange følge henvisningerne i noterne. På den måde kan du også lære noget om, hvor godt bibelen egentlig hænger sammen.
Se også: 7 spørgsmål du kan stille til en bibeltekst