Børn, der tilbringer dele af deres opvækst uden for deres hjemland, kaldes Third Culture Kids. Det særlige ved børnene er, at de er vokset op i flere kulturer og har opnået en vis fortrolighed med både deres forældres kultur og værtslandets kultur. Til gengæld føler de sig ofte ikke helt hjemme i hverken den ene eller anden kultur og udvikler derfor selv en ’tredje’ kultur. Denne tredje kultur opstår i mødet med andre, der også er opvokset forskellige steder i verden, og derfor kan relatere til de oplevelser og tanker dette medfører. En opvækst i udlandet kan styrke børn og unges fleksibilitet, tolerance og sociale kompetencer, men kan også i høj grad give en oplevelse af rodløshed og forvirring i forhold til identitetsspørgsmål, som ”hvem er jeg?” og ”hvor kommer jeg fra?”. Det kan være en stor lettelse at møde andre unge, som kan relatere til en og bare vil lytte.
Materialet her er udarbejdet af Center for familieudvikling.