Foto af flickr.com - Bruger: Tawheed Manzoor
Henrik Laursen er præst i Vigerslev Kirke og tidligere generalsekretær i KFS.
Den kristne læring af børnene kan man ikke tage patent på. Den kristne læring skal ikke være perfekt. Og den kristne læring skal ikke være underholdende. Disse tre statements vil jeg gerne udfolde og opmuntre kristne forældre og menighedsledere med.
Jeg vil ikke bruge plads på at argumentere for, at Gud elsker børn og ønsker deres fællesskab. Jeg vil heller ikke her bruge krudt på at gøre rede for, at også børn har brug for Jesus, og at de derfor må døbes og tro på ham. Og endelig vil jeg ikke diskutere, at vi som voksne kristne mennesker har ansvar for børnenes kristne læring både i hjemmet og i kirken.
Artiklen er tidligere bragt i Budskabet, som er LM's tidsskrift til fordybelse i bibelsk og luthersk tro, analyse af tidens strømninger og inspiration til kristent liv og mission.
Den kristne læring skal ikke og må ikke og kan ikke være perfekt
Disse grundlæggende forudsætninger er fint præsenteret i manifestet Børn og Gud. Min opgave er ikke her at gøre rede for de basale sandheder. Min opgave er at zoome ind på de tanker, jeg har gjort mig med hensyn til den kristne lærings ”hvordan”.
Det fik jeg også lov at sige noget om på Børn og Gud konferencen i foråret 2014, der var arrangeret af otte organisationer, deriblandt Kristent Pædagogisk Institut og LM Kids. Konferencen var blevet til på basis af førnævnte manifest og havde fokus på den kristne læring i hjemmet og i kirken.
I artiklen her vil jeg – ligesom i foredraget på konferencen - dele nogle erfaringer og tanker fra mit liv. Jeg har sammenfattet dem i tre statements og fem f’er.
Men først en kort indrømmelse: Det her er ikke fagpædagogik eller forskning. Det er bare tanker fra en erfaren far og præst. Det er heller ikke en komplet how-to-do-it-model. Det er bare en igangsætter. Og så er det heller ikke en lov, som skal overholdes. Jeg håber snarere, at det er inspiration og befrielse, som giver lyst og glæde i det ansvar, vi har for den kristne læring.
Lad mig præsentere de tre statements:
Vi er både som børn og voksne vidt forskellige. Og vores muligheder og umuligheder er vidt forskellige. Ligesom vores situationer og miljøer er vidt forskellige. Vi kan derfor ikke tage patent på, hvordan den kristne læring skal være.
Vi kan godt pege på nogle hovedingredienser. Vi kan også dele gode idéer og erfaringer. Men den konkrete læring må og skal formes af en konkret voksen i mødet med konkrete børn i konkrete situationer.
Det her kan lyde banalt. Men i en tid, hvor vi ofte skeler til det store udland for at blive inspireret af forskellige smarte modeller, dér kan det være vigtigt nok at understrege, at ingen kan tage patent på, hvordan den kristne læring skal være.
Dette statement er også med til at minde os om, at kristen læring ikke bare er skolegang og teori, der skal proppes ind i hovedet. Nej, kristen læring er helhed og konkret liv og fællesskab mellem mennesker. En fælles vandring i troen og livet. Og den slags kan man altså ikke sætte på formel.
Det perfekte hjem findes ikke. Og den perfekte menighed findes ikke. Derfor findes den perfekte kristne læring heller ikke. Og derfor er ambitionen heller aldrig perfektion. Den kristne læring skal ikke være perfekt. Ja, måske kan man endda sige, at den kristne læring ikke må være perfekt. For evangeliet handler jo netop om, at der er håb og liv for alle os u-perfekte. Læringen skal ikke bare sige det, men også vise det.
Det betyder jo ikke, at vi bevidst skal lave dumheder og fejl. Det betyder bare, at vi skal være der, som dem, vi er. Åbent, ærligt og skrøbeligt. Og så kan vi jo også være sikre på, at det ikke bliver perfekt.
Livet med Gud er ikke i samme kategori som biografen og fjernsynet
Jeg tror faktisk, at åbenhed, ærlighed og skrøbelighed er helt nødvendigt i den kristne læring – både i hjemmet og i kirken. Hvis ikke børnene møder voksne, som troværdigt modellerer evangeliet på godt og ondt, så bliver troen teori, som ikke hører hjemme i hverdagens op- og nedture. Så skiller vi det kirkelige fra det virkelige. Og det må ikke ske.
Derfor: Den kristne læring skal ikke og må ikke og kan ikke være perfekt. Perfektion er ikke målet.
Målet er, at vi gør det så godt, som vi overhovedet kan. Med de ressourcer og evner, vi har. Med den tro og de kampe, vi har. Slet og ret: Med os selv. Vi kan ikke gøre det perfekt. Men vi kan gøre det så godt, som vi kan. Og mere må vi ikke forlange af os selv eller hinanden.
2 Kor 4,7: Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.
Husk Paulus’ ord om skatten i lerkarret (2 Kor 4,7). Vi er som et skrøbeligt og måske lidt hærget lerkar. Inde i os er der en skat: evangeliet. Og skattens glans er ofte tydeligst, netop når der er revner i lerkarret. Det er skatten, børnene skal finde. De er på skattejagt. Og lerkarret er ikke skatten. Vi voksne er ikke evangeliet. Men vi rummer det. Og vi ønsker for børnene, at de finder det. Og at evangeliet i dem hele tiden må vokse i glans.
Igen: Den kristne læring skal ikke og må ikke og kan ikke være perfekt. For den kristne læring er ikke evangeliet. Den kristne voksne er heller ikke evangeliet. Nej, evangeliet er Jesus Kristus.
I hæftet Børn og Gud står der, at børnene af og til kan sige, at noget er kedeligt. At gudstjenesten eller andagten er kedelig. Og det er faktisk i orden. For nogle gange er det jo kedeligt. Og måske skal vi voksne være bedre til af og til at sige som børnene. Hvis vi nu var til en gudstjeneste, der var kedelig. Eller hvis vi nu for tiden rent faktisk synes, at det er kedeligt at læse i Bibelen. Hvorfor så ikke bare ærligt indrømme det? ”Øv! Det er kedeligt!”
Det gode ved af og til at indrømme det blankt er, at vi så kan minde os selv og børnene om, at livet med Gud ikke er underholdning.
Livet med Gud er ikke i samme kategori som biografen og fjernsynet. Bibellæsning eller andagter er ikke i samme kategori som krimier og tegneserier. Gudstjeneste og møder er ikke for sjov eller en hobby, som vi deltager i, fordi det morer os, eller fordi det er vildt spændende. Livet med Gud er en anden kategori. Og derfor må det godt være kedeligt en gang imellem.
Det giver os anledning til både over for os selv og over for børnene at sige, at livet med Gud er noget nødvendigt, noget vigtigt, ja, noget livsvigtigt. Noget, som vi vil prioritere – også selvom vi måtte bo i et område, hvor verdens kedeligste præst er præst.
Det er nemlig ikke et show eller en hobby. Det er liv. Et liv, hvor vi har brug for at mødes med de andre Guds børn. Brug for at lytte til Guds ord og udlægning af Guds ord. Og brug for at modtage Jesu legeme og blod og huske på, at han har givet sig selv for os. Vi prioriterer det liv, fordi det er nødvendigt og vigtigt. Ikke fordi det er morsomt og underholdende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at kedelighed er et mål for den kristne læring. Både i hjemmene og i menigheden skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at børnene oplever, at alt det med Gud også kan formidles i sprog og på en måde, som de kan forstå.
De må gerne opleve, at vi gør noget, for at det er spændende og vedkommende og relevant. Selvfølgelig. Men jeg tror faktisk, at det er vigtigt af og til at vise og fortælle dem, at gudslivets nødvendighed og vigtighed overtrumfer underholdningsværdien.
Vi kan ikke gøre det perfekt. Men vi kan gøre det så godt, som vi kan. Og mere må vi ikke forlange af os selv eller hinanden.
Det betyder selvfølgelig ikke, at kedelighed er et mål for den kristne læring. Både i hjemmene og i menigheden skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at børnene oplever, at alt det med Gud også kan formidles i sprog og på en måde, som de kan forstå.
De må gerne opleve, at vi gør noget, for at det er spændende og vedkommende og relevant. Selvfølgelig. Men jeg tror faktisk, at det er vigtigt af og til at vise og fortælle dem, at gudslivets nødvendighed og vigtighed overtrumfer underholdningsværdien.
Med de tre statements i baghovedet vil jeg pege på 5 F’er, som jeg mener, vi kan have glæde af i den konkrete kristne læring – både i hjemmet, kirken og lokalområdet:
Forbøn
Jeg er overbevist om, at Gud virkelig er der, og at Gud virkelig hører bøn. Jeg er også overbevist om, at den åndelige søvn, der ligger som en tung dyne over vores såkaldt kristne verden, til dels skyldes kirker og kristne, som tror, de kan klare sig selv uden Gud og Guds Ånd og derfor ikke er bedende i deres liv og arbejde.
Derfor: Bed for børnene. Bed for dine egne børn. Bed for menighedens børn. Bed for lokalområdets børn. Bed for dem. For Gud hører bøn. Og Gud arbejder med den, der beder, og med den, der bliver bedt for. Vi kan nemlig ikke bede for børnene og samtidig lukke dem ude af vores hjerter. Bed for dem! Gud hører! Gud er der! Gud handler! Og det er jo ham, der skal gøre det egentlige arbejde.
Forbillede
Det andet er at være forbillede. Jeg kunne også have kaldt det fællesskab. Det handler om, at vi skal dele liv og tro med hinanden. Vise åbent og ærligt og troværdigt, at troen og livet med Gud er altafgørende for os – både når det føles godt og rart, og når det ikke gør. Vi må vise børnene, hvad det vil sige at være kristen. Ikke bare fortælle dem det. Ellers bliver det hult. Og de opdager før eller siden, at ordene mangler liv.
Derfor er noget af det vigtigste for os som forældre og som medarbejdere i menigheden, at vi tager vare på vores eget liv med Gud. At vi prioriterer det og lader det gennemsyre vores liv og hverdag. At vi lader det forme os og i den forbindelse lader børnene se og mærke, at vi lever med Gud. Det er vigtigt. Vores liv siger ofte mere end vores ord.
Med til det her med forbilledet hører også inddragelsen. Jeg mener, at vi på forskellige måder må øve os i at inddrage børnene i hjemmets og kirkens liv. Børn kan hjælpe. De kan læse højt. De kan bede. De må inddrages i det kristne liv, i trospraksis. Både hjemme og i menigheden. Vi skal ikke kun gøre noget for børnene. Vi skal også gøre noget med dem.
Forandring og fornyelse er ikke modsætning til god rutine og god vane
Forklaring
Så er der jo også et stor portion forklaring. Forkyndelse, ord, bibelfortælling, læsning i andagtsbøger og Bibelen og andet, deltagelse i gudstjenester og lignende, åbenhed for samtale og snak med børnene om de spørgsmål, de har.
Hvordan den konkrete forkyndelse og forklaring skal gribes an i hjemmet og menigheden, må vi hver især selv finde ud af og knokle med. Men at det skal finde sted begge steder, det, mener jeg ikke, er til diskussion. Vi tror på, at Gud taler. At Gud bruger ord. Vi tror på, at Helligånden arbejder gennem Guds Ord i Bibelen. Og den tro skal selvfølgelig både bære og skinne tydeligt igennem i den kristne læring.
Feedback
Vi skal snakke åbent og ærligt om det, vi laver, og som vi kalder kristen læring. Vi skal snakke om det i hjemmet og i menigheden. Snakke om, hvordan vi kan gøre det bedst. Børnene er selv gode til at komme med idéer. Og når de får lov til at komme med idéer, som vi rent faktisk bruger, ja, så får de også større ejerskab. Det er vigtigt.
Forandring
Sidste F kunne vi også kalde fornyelse. Forandring og fornyelse er ikke modsætning til god rutine og god vane. Den gode vane er, at den kristne læring finder sted, og at vi får erfaring og større overblik og overskud. Forandring og fornyelse handler om hele tiden at være opmærksom på de konkrete mennesker og situationer, vi har med at gøre.
Meget mere kan og skal siges. Det er klart. Men det er mit håb og ønske, at tankerne her kan skabe motivation, inspiration og også frihed til at tage hånd om den kristne læring i hjemmet og i kirken. Det store mål er nemlig, at de børn, vi har i vores hjem, vores kirke og vores lokalområde, nu og altid må høre sammen med Jesus Kristus. Det er det vigtigste for dem!
God arbejdslyst i Helligåndens forunderlige værksted!