Landsleder glæder sig over, at tilskuddet fra DUF gør, at LMBU kan fastholde antallet af konsulenter og udvikle materialer til børn og unge som hidtil.
”Vi fik lige netop det antal foreninger og medlemmer, som vi præcis har brug for.”
Lars B. Larsen er landsleder i Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU). Han glæder sig over, at LMBU i 2018 nåede over 1.000 medlemmer og 35 foreninger.
”Det betyder nemlig, at vi kan fastholde niveauet af støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF),” siger han.
”Og dermed have råd til at fastholde aktiviteterne, hvor de er nu.”
Landslederen er taknemmelig for, at der er lokale kasserere rundt i landet, der gør en stor indsats med at registrere medlemmer og føre regnskab.
”Det er enormt vigtigt, at LMBU kan tilbyde konsulenter og materialer til de lokale klubber,” siger han.
”Tilskuddet fra DUF gør, at vi kan fastholde antallet af ansatte konsulenter og fortsætte med at udvikle af materialer til børn og unge som hidtil.”
Tilskud fra DUF beregnes både i forhold til antal lokalforeninger og til antal medlemmer.
I 2013 fusionerede Luthersk Missions arbejde blandt børn og unge til LMBU. Det betød, at medlemmer i børne- og juniorklubber, der danner foreninger, også tæller med.
Børn og unge, der bor, hvor der ikke er en lokalforening, kan også tælle med ved at blive medlem af LMBU på landsplan.
Skrevet af Kaja Lauterbach