»Hvor forhærdeligt«

Hør artiklen her

Af Hakon Christensen 

Landsleder i Bibellæserringen 

Tidl. præst i Hillerød Frimenighed. 

”Det begyndte ellers så godt, men…”! Sådan indledte ’Hjørring Avis’ en reportage fra en fodboldholdkamp byens hold havde spillet imod Kolding Q. Jeg havde med det samme den underlige smag i munden af noget bittert. Og ganske rigtig – de kom godt fra start. Efter 10 minutter stod det 1-0. Men da dommeren fløjtede af, var stillingen ændret til 1-1. Byens stolte drøm om deltagelse i UEFA Womens Champions League brast.

”Godt begyndt er halvt fuldendt”?

Måske har du hørt ordsproget, ”godt begyndt er halvt fuldendt.” Det er rigtigt i mange sammenhænge. Men hvis det lille ord ”halvt” tages ud, er det noget vrøvl. Og så er det lige meget om det er en fodboldkamp i Hjørring, en eksamen i skriftlig matematik eller en slankekur. Det gælder også i kristenlivet. I en forstand er det faktisk vigtigere at slutte godt end at begynde godt.

Både Bibelen og kirkehistorien er fuld af advarende eksempler på mennesker, der begyndte godt som kristne. De var brændende, seriøse og åbne om deres tro. De var faste støtter i det kristne fællesskab. De tog ansvar. Og så ændrede et eller andet sig. Det skete ikke hurtigt. Men over tid blev interessen kølnet – og så vendte de det hele ryggen.

Et advarende eksempel

Israel første konge Saul er et advarende eksempel på denne udvikling. Det begyndte godt. Gud udvalgte ham til konge over Israel, og han gik til jobbet med ydmyghed, og han ledte folket til tilbedelse af Herren Israels Gud (1 Sam 11,15). Som hærchef vandt han i første omgang store sejre (1 Sam 14,47-48). Men efterfølgende fortælles det, hvordan Saul lidt efter lidt trodsede Guds bud, og han ender sit liv som en ensom slagen konge forkastet af både Gud og mennesker.

Hvordan kunne det gå så galt? Jeg tror, vi får en antydning af det i profeten Samuels advarsel til ham, da det gik allerbedst: »Vær nu lydig mod Herrens ord!« (1 Sam 15,1b).

Denne formaning er superaktuel også i dag for enhver, som er døbt og tror på Jesus. Vær nu lydig mod Herrens ord. Der kan så nemt også i dag snige sig en holdning ind om, at Guds ord er lidt irriterende. Om at Bibelen indeholder unødvendige menneskeskabte begrænsninger af mulighederne for at udfolde sig her i livet. Når tanken får lov at gro, så dulmes samvittigheden, og denne verdens værdier og længsler bliver styrende for vores handlinger i livet.

Der er ingen som bliver frelst ved at være lydig mod Herrens ord. Men man kan gå fortabt ved at være ulydig. I Det nye Testamente kaldes det »syndens bedrag« (Hebr. 4,12).

Begyndt er ikke endt …

Den kendte danske salmedigter H. A. Brorson skrev for knap 300 år siden en salmesom sætter tidløse ord på denne alvorlige formaning til os kristne til alle tider: 

Begyndt er ikke endt, 
det må du vide, 
som har din Jesus kendt, 
bliv ved at stride! 
Alt, hvad dit hjerte vil 
fra Himlen vende, 
skal overvindes til 
din sidste ende. 

Sange og Salmer nr. 583,3 

To gode råd

  1. Lev med en åben bibel i hverdagen. Læs det der står. Tro det der står. Gør det der står.
  2. Vær tæt på andre kristne, og giv dem taleret ind i dit liv. Fortæl dem om dine kampe. Lad dem vejlede dig. Få nogen til bede om, at du må blive bevaret hos Gud.

Læs andre artikler om:

Bibelen Frafald Stol på Gud

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os