»Hvordan forstå hævnsalmerne?«

Af Dan Hessellund

Prædikant i LM og afdelingssekretær i LM-Vestjylland

Kan godt lide at have nogle ”pejlemærker” for livet – foruden åndelige – fx: ”fail fast, fail forward”.

I Salmernes Bog støder man ofte på bønner om hævn. Må vi også bede med på de bønner og sætte tysklæreren, eller den, som vi har det stramt med, ind i bønnen? Og hvad blev der af kærligheden til mine fjender? Har vi overhovedet nogle fjender?

Først vil jeg lige slå fast, at vrede er ikke nødvendigvis kærlighedens modsætning. Hvis din veninde eller din kæreste ikke ser dig; ikke spørger til, hvordan du har og føler det; ikke reagerer på dine kommentarer eller svarer på dine spørgsmål, da kan det skabe sorg, frygt eller måske vrede.

Vreden kan da faktisk være en del af kærligheden og et udslag af det!

I det perspektiv må vi også se ”hævnsalmerne” i Salmernes Bog. Vi finder overordnet 10 temaer i salmerne*, bl.a. bønner imod fjenderne; deraf ”hævnsalmerne” .

Et eksempel

Hvordan skal vi forstå Davids bøn om hævn?
Lad os se på Sl 5:

9 Herre, led mig i din retfærdighed
til værn mod mine fjender,
jævn din vej foran mig!
10 Der er ikke et sandt ord i deres mund,
deres indre er en afgrund,
deres strube er en åben grav,
de har en glat tunge.
11 Lad dem bøde for det, Gud,
så de fældes af deres egne rænker.
Driv dem bort for deres mange synder,
for de trodser dig.

Læg mærke til begrundelsen: ”for de trodser dig”. Bøn om hævn handler aldrig om personlig uenighed og hævntanker! De kan ikke bruges imod din irriterende tysklærer, eller hvis din kæreste har slået op. ”Fjenderne” er fjender af Guds riges sag.

Fjender

Jeg har ikke nogen fjender! Hvad skal jeg så bruge hævnsalmerne til?
Guds børn har altid fjender:

  1. Din gamle natur; kødet (Rom 8,7)
  2. Verden (1 Joh 5,5-6)
  3. Djævelen (1 Pet 5,8. Åb 12,9-11)

Jesus lærer os at bede: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det/den onde”.

Når vi bekender, at vi tror på Jesus, oplever vi i Danmark (endnu) ikke fysisk fjendskab fra verden. ”Holdningsforfølgelse” er så småt begyndt. Da er hævnsalmerne ikke kommandoer til Gud. Men de hjælper med at sætte ord på dine følelser - også vreden. Hvem ellers skal du gå til? Ham tilhører hævnen (Rom 12,19).

Det udelukker ikke, at du samtidig skal elske og bede for dine fjender (Matt 5,44). Tværtimod! I sin uendelige kærlighed bad Jesus for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Har du først set rigdommen i, at din frelser også beder sådan for dig, da skabes det samme sind i dig overfor de mennesker, der er distancerer sig fra dig, fordi du tror på Jesus.

Hævn over synde

Hævnsalmerne er også bønner imod din egen syndige natur. Når Paulus siger, at vi ALLE er under synd (Rom 3,9-20), citerer han Sl 5,10.
Den gamle syndige natur skal dø ved dagligt at fortryde og bekende det onde i dig. Her kan hævnsalmerne sætte ord på din sorg og vrede over din egen gudsfjendske natur. Da bliver du ydmyg, når du beder: ”de fældes af deres egne rænker” (v11). Og du må bede: ”driv dem – også fjenden i dit eget hjerte – bort”(v11)!

Men du finder også frimodighed i bønnen: ”Herre, led mig i din retfærdighed” (v9) – dvs. forkynd mig Ordet om syndernes forladelse og retfærdigheden ved tro på Jesus. Led mig i dén tro! Lad dét være ”til værn for mine fjender” (v9), også når du mærker lysten til synd. Lad da din retfærdighed være mit værn.

Sådan fører hævnsalmerne dig til korset. Her ramte Guds hævn Hans egen søn, Jesus Kristus! Og du kan sige: Tak, Herre, at du ”velsigner den retfærdige, Herre, du beskytter ham med nåde som skjold” (Sl 5,13).

*Jf. Dietrich Bonhoeffer: ”Bibelens bønnebog”.

Salmer med hævnmotivet: Sl 5,7,8,10,13,16,21,23,28,31,35,36,40,41,44,52,54,5,58,59,68,69,70,71,137 (o.a.)


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os