»Tillid til oversættelsen«

Hør artiklen her

Af Christian Schøler  Holmgaard, Cand. theol., Ph.d., Missionær for Promissio i Etiopien. 

Er Bibelen på hverdagsdansk bedre end oversættelsen fra 1992? De 66 bøger, der udgør Bibelen, blev oprindeligt skrevet på tre forskellige sprog – Hebraisk, Aramæisk og Græsk. De fleste mennesker læser dog Bibelen i oversættelse. Dermed læser de en fortolkning af teksten.

Læseren af en oversættelse er til en vis grad overladt til de valg, oversætterne har foretaget. Den oversættelse, der er mest anvendt i Danmark, er den autoriserede oversættelse fra 1992 udgivet af Bibelselskabet. Kan vi have tillid til den oversættelse?

Grundlæggende er svaret: Ja, vi kan have tillid til den autoriserede oversættelse fra 1992. Det er en oversættelse af Bibelen, hvor man har forsøgt at oversætte så ordret som muligt, så man forsøger at gengive ord for ord, hvad der står i grundteksten. For at teksten skal give mening på dansk er man dog for det meste nødt til at ændre på ordstillingen samt tilføje eller udlade bindeord eller stedord.

Ordret eller menings-baseret

En helt ordret oversættelse er dog ofte vanskelig at forstå, fordi den ofte indeholder talemåder og begreber, som den almindelige dansker ikke umiddelbart forstår fordi de ikke indgår i det daglige sprog. Det kan for eksempel være et ord som retfærdiggørelse eller en talemåde som ”Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.” (Matt 11:18) På den måde overlader en ordret oversættelse meget arbejde til læseren med at fortolke teksten.

En anden måde at oversætte på finder man i Bibelen på Hverdagsdansk og Den Nye Aftale. Det er en menings-baserede oversættelser, hvor oversætteren har større frihed til at gøre meningen med teksten forståelig for læseren. I denne type af oversættelse er der en højere grad af fortolkning fra oversætterens side end en ordret oversættelse.

Hvilken type oversættelse er bedst?

Hvilken der er bedst er det svært at svare på. Begge oversættelser har deres styrker og svagheder. Lad mig blot her pege på det mest grundlæggende. Den autoriserede oversættelse har på den ene side den styrke, at den er meget tekstnær, men på den anden side den svaghed, at teksten er meget krævende og svær at forstå. Omvendt er de menings-baserede oversættelser meget nemmere at forstå, men klarheden betyder nogle gange, at man taber noget af dybden. Det er for eksempel tilfældet når Bibelen på Hverdagsdansk oversætter ’at blive retfærdiggjort’ med ’at blive accepteret af Gud’. At blive accepteret af Gud er en del af det at blive retfærdiggjort, men det betyder mere end det.

Det vigtigste er at læse

Når det er sagt, er det vigtigste dog, at man faktisk får læst i sin Bibel, og hvis den autoriserede er for svær at forstå, og man dermed ikke får læst i den, er det bedre at bruge en man faktisk læser i. Hvis man virkelig vil studere Bibelen og for eksempel lave ordstudier uden at kunne græsk, så er den autoriserede at fortrække. Det er den, fordi man i vid udstrækning har oversat ord ens hver gang. Det gør det muligt at finde alle de steder et bestemt ord forekommer i oversættelsen, studere brugen ud fra sammenhængen hvert sted og få en bedre forståelse for et bibelsk begreb.

Når teksten studeres, er det også fint at supplere med andre oversættelser og sammenligne dem. Her kan både nye og gamle danske oversættelser bruges, men også på andre sprog afhængigt af, hvad man er i stand til at læse. Mange bibeloversættelser ligger frit tilgængelige på internettet eller på apps til telefonen.

God læselyst!

 

----

 

Yderligere læsning:

  • ’How to Read the Bible for All its Worth’ af Gordon Fee og Douglas Stuart, Zondervan, Grand Rapids, 1993 oversat til dansk med titlen ’Bøgerne bog – læs din bibel med større udbytte’, Scandinavia, 2005 (Handler om engelske oversættelser, men giver en god introduktion til emnet og de forskellige oversættelsesteorier.)
  • Bibelen Ressurs (Norsk Studiebibel)
  • Lutheran Study Bible
  • Se desuden denne video med Christian Maymann fra LMH, der taler om hvilken bibeloversættelse der er bedst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oversigt over forskellige oversættelser af Bibelen til dansk

 

Der findes desuden disse nudanske oversættelser  udgivet af Bibelselskabet

Læs andre artikler om:

Bibelen Oversættelse Tillid Fortolkning

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os