»Social og psykisk fattigdom«

Dybest set er vi alle tiggere, der rækker ud: ”Gode Gud, jeg er hjælpeløs”.

Åh nej

Åh nej, her sidder igen en tigger med sin papkop ved toget. Hvad gør jeg? Kigger væk? Giver en femmer eller lufferne fra Netto? Laver koncert på torvet med mit lille band, og beder de hjemløse dele invitationer og mad ud? Og så får de bagefter det økonomiske overskud til vintersenge. Plus værdigheden ved at samarbejde.

Måske smiler jeg bare til tiggeren. Siger ”hej” eller ”velkommen i min kirke”. For resten, mon han så bliver sur?

Måske jeg går bare forbi, for jeg kan ikke bære alle. Jeg duer for resten også bedre til kontakt med gamle. Eller børn. Eller fysisk eller psykisk syge. Eller ordne regnskab og rengøring. Jeg må gøre det, jeg kan og brænder for.

I børneklubben sang vi: ”Du er dig og du duer, og du passer perfekt i Guds plan.” Vi har lov og er nødt til sætte grænser. Ellers flyder vi ud … De fleste ensomme sidder jo alligevel ikke med synligt papkrus. 

Tomme øjne

Er du er jeg selv fattige på kontakt med andre? Og måske med os selv? Ensomme. Indimellem eller for det meste?  Mange tænker: Hvis jeg nu ikke var her, ville hvem så savne mig?

Et af nabobørnenes fattigdom ses ikke i et tom kop. Men i de tomme øjne. Flere klassekammerater sidder heller ikke med kruset fremme. Men med hårde øjne og tomme løgne: ”Jeg har det da fint!”  Mens en anden af dem står ved tomheden, snakker, lytter. Er åben om forældrenes skilsmisse, fyring fra job eller kæreste. Da læger kontakten, snakken en smule indeni. I kroppen fyldes lidt i en usynlig kop. En selvfølelseskop. Der fyldes ikke mest i den ved ros. Men ved at blive set. Set med det, vi sørger og skammer os over. Set med det, vi elsker og glædes over.

”Fyldt til overflod”

Dybest set er vi alle tiggere, der rækker ud: ”Gode Gud, jeg er hjælpeløs.  Hvordan modtage godhed fra dig, andre og mig selv? Hvordan elske dig, dem og mig? Tak, at du ikke bare ligger en femmer eller skænker en bundslat. Men dækker bord for os!”

Universets ophav ønsker at dække bord for alle fattige. Servere overflod, en kæmpe cafe latte og mere til. Menuen blev til fra skabelsens morgen og gennem det, mesterkokken gjorde og gør gennem Jesu liv, død, opstandelse og genkomst.

Samtidig skal vi kæmpe med andres og egen synlige og usynlige fattigdom, kæmpe med tvivl, tomhed, egoisme. Gennem socialt arbejde, forbøn, skriverier, alt efter, hvem vi er, og hvad vi kan. Små skridt, et ad gangen. En dag ad gangen.

Og sideløbende med kampen fylder Hyrden hele tiden koppen op med total nåde og elskethed. 

Lær den udenad

I sommer var vi nogle stykker på en kristen lejr i Norge, Korsvei, sammen med 2000 andre. Mødeteltet lå i en lavning med bjerge på alle sider, som en kæmpekop. Og alteret stod midt i teltet. Hver formiddag stod en ung pige nede ved alteret og citerede salme 23 udenad, langsomt og varsomt. Hun vendte sig på skift ud mod os til øst, vest, nord og syd.

Jeg har lyst at udfordre dig til at terpe, til den sidder. Den er skrevet på vores søns gravsten. Når jeg står ved graven, oplever jeg mig bundfattig med hul i mit krus.

Samtidig: ”Herren er min hyrde. Jeg lider ingen nød.”