Af Jonas Ægidius
Børne- og Ungdomsmedarbejder i Lindehøj Kirke
Hvordan kan vi bedst fortælle om Jesus, så juniorer og teenagere husker det glædelige budskab? Min erfaring er, at det er nemmest at implementere konkrete idéer i praksis. Derfor vil jeg i denne artikel forsøge at inspirere og motivere til at gøre forkyndelse for juniorer og teenagere levende og enkel, så vores børn og unge bliver mindet om og husker, hvor vidunderlig Jesus er.
”Det ved jeg godt, det giver da sig selv” kan være første reaktion ved denne overskrift, men jeg må indrømme, at jeg let kan glemme at bede i min forberedelse af forkyndelsen. Bibelen er fyldt med formaninger og opmuntringer om bøn (fx Kol 4,2-3). Det er så altafgørende at bede, og vigtige ting kan vi ikke høre nok.
At bede for forkyndelsen giver fred i tjenesten. Vished og fred om, at det er Gud, som lader tingene spire i hjerterne og kan fjerne alle de barrierer, der står i vejen for lyttende øre, og at det er Ham, som har valgt lige præcis dig til at være talerør til de juniorer og teenagere, du skal tale til. Hvilken hvile, opmuntring og udgangspunkt at have for sin tjeneste!
Nogle gange bliver mit fokus så meget på indholdet, at jeg glemmer måden jeg siger det på, og hvordan det budskab, jeg så inderligt gerne vil nå ud med til børn og unge, bedst kan forstås og huskes. Jesus brugte mange billeder, og vi må også bruge al den kreativitet, Gud har skabt os med. Der findes forskellige læringsstile, som handler om hvilke sanser, vi primært bruger til at huske og tillære os viden: Se, føle, lugte, lytte, smage og kinæstesisansen (bevægelse). Men viden om, hvor vigtige sanserne er for læring, er ubrugelig, hvis ikke man bruger den viden i praksis. Derfor bruger jeg sanserne, selvom det kan virke søgt!
Prøv at tænke simpelt: Hvilke konkrete ting skal jeg fortælle om? Tag et billede med af din bedstemor, hvis du skal fortælle hendes vidnesbyrd; tag forklæde på og et viskestykke over armen, til at pointere, at Jesus kom som en tjener; køb nogle viskelædere, for at forklare tilgivelse; klip en pil ud for at illustrere, at Johannes Døberen pegede på Jesus. Det er ofte, vi står og fortæller om en masse konkrete ting, men hvorfor ikke gøre, så man kan se, lugte, smage det osv.?
Sanserne er så vigtige! Og ja dette gælder også for teenagere – også selvom de synes, det kan virke lidt skørt eller søgt.
Har du prøvet at stille et barn eller en teenager et spørgsmål uden at give svaret? I de fleste tilfælde vil deres nysgerrighed komme til udtryk, fordi de generelt er nysgerrige på verden omkring dem. Samtidig er jeg også selv blevet ramt af, hvilken virkning spørgsmål kan have, når jeg læser fx Bjergprædikenen (Matt. 5-7), hvor Jesus anvender mange spørgsmål.
For det første kan spørgsmål fastholde deres opmærksomhed undervejs i forkyndelsen. For det andet kan man få de vigtige pointer til at skille sig ud ved at spørge: ”Hvad tror I, der skete med Paulus og Silas, da de sad i fængslet?” På den måde bliver de nysgerrige på de fantastiske svar, som vidner om Gud. Det kan være nærliggende bare at fortælle, at Gud sendte et jordskælv for at befri dem fra fængsel, men det kan nemt drukne i mange andre ord, så stil spørgsmålet i stedet for. Til sidst kan spørgsmål også skabe refleksion, især jo ældre målgruppen er. ”Hvorfor skulle Jesus egentlig dø?” – i stedet for bare at fortælle hvorfor og hvordan det hele hænger sammen. Prøv at stille det op som et spørgsmål og giv lidt tid til refleksion. Det virker bedre end man tror!
Et andet særligt godt redskab til fx gruppesnak, hvor man skal tale med juniorer og teenagere om nogle spørgsmål, er at sætte tre minutter af til, at de skriver deres egne svar til spørgsmålene ned. Derefter kan man snakke om svarene. Så kan de (næsten) ikke sige, at de ikke har noget svar, fordi de har tænkt og skrevet tanker ned. Dette er især godt til at få teenagere med i samtalen. Generelt er det godt også at stille spørgsmål uden et korrekt svar fx ”Hvad syntes du var vigtigt i bibelteksten eller bibeltimen?”.
”50% af dagens kristne børn vil forlade troen på Jesus, når de bliver voksne, hvis ikke de ser en levende tro i hverdagen hos sine voksne”.* Selvom man kan være skeptisk over for statistikker om tro, tror jeg alligevel, at denne påstand skildrer en sandhed. For at juniorer og måske især teenagere ikke føler, at evangeliet bare er ord i en gammel bog og endnu et godt eventyr, har jeg erfaret, at min personlige tro og hverdag med Jesus kan være et vidnesbyrd om en levende tro for børn og unge. De bliver nødt til at opleve os voksne som uperfekte mennesker, der har brug for Jesus, og samtidig hvordan Helligånden på uforklarlige måder virker i os! Tænk over, hvad emnet eller teksten betyder for dit liv, og hvordan du kan genkende personerne eller pointerne i dit eget liv… Og vær frimodig og del det!
*Kilde: Sticky Faith, Fuller, Levende Tro/Norge