Lars stopper som landsleder

LMBU's landsleder, Lars Brian Larsen, fratræder med virkning fra 30. april 2021. Lars har været landsleder siden 2013, og har sat mange skibe i søen siden da. 

Den afgående landsleders beslutning lyder ikke til at have været let: 

"Jeg er på mange måder ikke færdig med LMBU – og heller ikke med at glæde mig over alle de gode ting, der foregår rundt i ”LMBU-land”, for at dele evangeliet om Jesus. Især visionen om, hvordan menigheden kan blive styrket, når vi deler tro og liv på tværs af generationer – det synes jeg, at vi kun lige er begyndt på. 

Samtidig er det dog også blevet tydeligt for mig, at nu er det rigtige tidspunkt at stoppe som landsleder.
Det tror jeg er bedst for mig. Og faktisk tror jeg også, det er godt for LMBU, at der kommer en landsleder, som kan kigge på LMBU med nye øjne."

Nu kan LMBUs landsbestyrelse begynde at kigge sig om efter en ny landsleder.

Har gjort en stor indsats, for at forme LMBU
Formanden for LMBU's landsbestyrelse, Magnus Haahr Nielsen, udtaler:

”Fra LMBU’s bestyrelse vil vi gerne sige tak til Lars for det store arbejde, han har gjort for LM’s børn og unge. Særligt som personaleleder i en organisation, hvor vi har haft en del personaleforandringer i årenes løb, som leder af fusionen i 2013 og for det store arbejde han har lagt i løbende at forme LMBU. Senest med vores satsning på et nyt undervisningsmateriale for børn og juniorer, der skal være med til at skabe discipelskab og Jesus glæde i børnehøjde”.